Alkymi

Realiteten er, at mange af Middelalderens alkymister var seriøst arbejdende kemikere. De var henvist til at arbejde ud fra den religiøse og magiske forståelsesramme, som var gældende i samtiden, og de måtte bygge på den sum af faktisk viden, som var tilgængelig. Alkymien var en holistisk åndsretning, hvor argumentation og bevisførelse afhang af evnen til at påvise sammenhænge mellem de kemiske stoffer og f.eks. de fire temperamenter, de fire elementer, kosmologien og gudstroen.

Mange af alkymisterne støttede sig til gnostiske skrifter, til kabbalaen og tarot, og de var overbeviste om, at astrologiske forhold havde betydning for stofferne og menneskenes temperamenter. En del var regelrette svindlere, der søgte at udnytte tidens overtro og frygt for det ukendte til egen vinding. Til gengæld blev flere alkymister anklaget for hekseri, sort magi og trolddom og indstævnet for inkvisitionen.

Selv om man i dag ikke kan anerkende undersøgelser på det grundlag som forskning, lykkedes det alkymisterne at læge en solidt basis for den senere, objektive kemiske videnskab. Den sidste alkymist var samtidig den første moderne kemiker. Han navn var Aureolus Philippus Theophrastus Bombastus Paracelsus von Hohenheim, og han levede mellem 1494 og 1541 i stadig søgen efter viden inden for medicin og kemi.

Nogle mener, at alkymisternes arbejde skal forstås åndeligt, således at det var et forsøg på at opnå en sprituel forvandling. Carl Gustav Jung arbejdede i flere år med alkymi ud fra en sådan psykisk anskuelse.

Se også

• Carl Gustav Jung
• Paracelsus

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.