|
|
Ateisme
Ordet ateisme er dannet ud fra græsk a- = "ikke" + theos = "gud". Hertil er hæftet den latinske endelse -isme, der bruges som betegnelse for større, holdningsprægede tankesystemer. Ateisme er afvisningen af, at der eksisterer en gud eller bare et højere styrende princip. Da den bygger på en længere argumentation, kan den ikke bare ligestilles med irreligiøsitet. Tilsvarende må ateisme også holdes ude fra agnosticismen, der hævder, at det ligger uden for menneskers forstand at afgøre, om Gud eksisterer eller ej.
Der gives flere begrundelser for ateisme:
- Ateisme ud fra det ondes eksistens, eller den anfægtede gudstros ateisme. Hvis Gud er almægtig, hvordan skal man så forstå lidelse og nød? Denne form for ateisme fandt mange tilhængere umiddelbart efter afslutningen af 2. Verdenskrig, da det gik op for folk, hvad koncentrationslejrene var.
- Ateisme ud fra videnskabelig optimisme, eller den positivistiske ateisme som livsholdning. Man mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før videnskaben kan give svar på alle menneskehedens spørgsmål. Dermed er religiøsitet blevet noget overflødigt. Den opfattelse havde sin stærkeste blomstring før 1. Verdenskrig, da man så teknisk og økonomisk fremgang overalt i den vestlige verden.
- Ateisme ud fra et syn på gudstro som en indskrænkende og hæmmende holdning, den ateistiske humanismes ståsted. Det er opfattelsen, at der er så meget godt i mennesket, og der ligger så mange muligheder i en fri vilje, at mennesker gør vold på sig selv, når de holder sig til religiøsitet. For mange var og er den tankeretning stadig den logiske konsekvens af modernismen.
- Ateisme som et videnskabeligt dogme, eller ateisme som forudsætningsløshed. Her opfatter man alle religiøst farvede argumenter og holdninger som irrelevante. I og for sig kan de være rigtige nok, men de har ikke noget at gøre i en videnskabelig eller pædagogisk sammenhæng. Det er en holdning, som gennemsyrer alle lovee og bekendtgørelser om videnskab og uddannelse i Danmark.
- Endelig kan ateisme ses som det naturlige udgangspunkt, mens troen er tillært kommer vi alle til verden som ateister. Nogle lærer aldrig at tro på en gud, og bibeholder denne ateisme. Andre oplever måske at de returnerer til deres oprindelige ateisme, idet de forkaster den tro de er blevet påført under opvæksten, ligesom man forkaster troen på julemanden.
Ateisme kaldes også, nedsættende, for "gudløshed" eller "gudsfornægtelse". I den islamiske verdensopfattelse er det tilmed blasfemi at være ateist.
I det stærkt religiøse USA tier mange ateister om deres manglende tro af frygt for negative konsekvenser både socialt og karrieremæssigt. Mange offentlige personer holder lav profil, specielt hvis de er folkevalgte eller på anden måde afhængige af flertallets velvilje.
Misforståelser omkring ateister
Ofte antager troende mennesker fejlagtigt at ateister kommer ud for voldsomme problemer med forståelsen af tilværelsens tunge sider. Pga. deres eget behov for en religiøs forklaring, forstår de ikke, hvordan man kan gennemleve sorg, lidelse, ondskab og død uden tilknytning til noget større uden for denne verden og uden at falde tilbage på religionens trøst, når det virkelig kniber. Der er imidlertid overhovedet intet belæg for at antage, at ateister blive religiøse, når livet går dem imod.
En del troende mennesker forstår heller ikke, hvordan ateister formår at leve hensynsfuldt og uselvisk. De forstår ikke, hvordan man begrunder etik uden at have et ankerpunkt uden for den sammenhæng, etikken skal gælde for - f.eks. ved at basere etikken på Kants kategoriske imperativ. Der er imidlertid overhovedet intet belæg for at antage, at ateister er mindre moralske end troende mennesker.
Se også
Ekstern kilde/henvisning
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
|
|