Bestøvningsmetoder
Sporebbærende planter og nåletræerne baserer deres succes i bestøvningen på massevirkning, hvor millioner af sporer eller pollenkorn spredes og føres vidt omkring med vinden. Først da blomsterplanterne opstod, og samvirket med insekterne blev skabt, opnåede planterne en mere præcis bestøvning. Bestøvning er vigtig for planterne, for det er på den måde, den næste generation bliver dannet. Både planter og insekter har i løbet af de mange millioner år forfinet samarbejdet, sådan at der skal præsteres færre og færre pollenkorn for at få gennemført en vellykket bestøvning. Den seneste udvikling ad denne vej ses hos orkidéerne, som nu ofte er knyttet til en enkelt insektart.
]]
Bestøvertyper
- Entomofili: bestøvning ved insekter
- Bibestøvning på Solsikke (Helianthus)
- Bestøvning af orkidéer på Madagaskar kræver natsværmere med en 30 cm lang tunge.
- Biller bestøver Palmebregne (Cycas)
- Zoofili: bestøvning ved store dyr som fugle eller flagermus
- Anemofili: bestøvning ved vind
- Meget almindelig hos græsser
- Ægte Kastanje (Castanea sativa)
- Nåletræer
- Hydrofili: bestøvning ved vand
Specielle bestøvningsformer
For at tiltrække bestøvere har nogle blomster som f.eks. Solsikke en mørkere midte, der kun kan opdages under ultraviolet lys, som insekterne kan se. Der kan også være mønstre i kronbladene, såkaldte nektarlinjer. Visse grupper af blomsterplanter har dog udviklet sig bort fra insektbestøvningen og er gået tilbage til vind- eller vandbestøvning. Som eksempler kan nævnes græsserne (jf. Almindelig Rug (Secale cereale), der drær) eller rakleplanterne (Pil (Salix), Poppel (Populus), Bøg (Fagus), Hassel (Corylus) osv.)
Selvbestøvning
Bestøvningen er et led i den kønnede formering, og planterne har udviklet mange mekanismer til at forhindre selvbestøvning:
- forskudt dannelse af hanlige og hunlige dele af blomsten
- dannelse af to racer med forskellig længde på de hanlige og hunlige dele
- men mest af alt: kemisk eller fysisk forhindring af, at eget pollen spirer ned gennem griflen. Disse arrangementer skaber en øget sikkerhed for, at der hele tiden sker en ny opblanding i arvematerialet, så planterne undgår problemer ved indavl. Omvendt giver det besvær i forbindelse med frugtavl, hvor langt de fleste sorter af æbler, pærer, blommer osv. er fremmedbestøvede. Der må altså plantes mindst to forskellige sorter inden for insekternes flyveradius på ca. 50 m.
