Blæretang

Blæretang (Fucus vesiculosus) er brunt, og har en læderagtig overflade. Planten er almindelig ved alle Danmarks kyster, den vokser helst på lavt vand på op til fem meters dybde. Blæretangen bliver ikke så let slidt i stykker af brændingen og kan tåle at blive tørlagt ved lavvande. Den udtørrer omkring efteråret. Bladene er fra tyve cm, op til firs cm lange.

Man ser tit blæretangen har sat sig fast på en lille sten, det gør den med en hæfteskive, den har. Tangen holder sig oppe i vandet ved hjælp af nogle luftblærer, der sidder to-og-to fire-fem cm fra spidsen af tangens blade. I modsætning til andre planter, har blæretangen ingen rod, den lever i vand, og optager ilt og sollys gennem overfladen på bladet. I gamle dage brugte man blæretangen til at helbrede sygdomme i tarmene og i maven.

Forskellige fisk har også gavn af blæretang, de finder føde, lægger æg, og skjuler sig i tangen. Posthornsormen "bor" på blæretangen.

Blæretang kan også spises. Pluk kun de yderste skudspidser (10-15 cm). Kogetiden afhænger af alder - fra 20 til 45 minutter. Blæretang smager godt kogt med presset citron, stuvet eller i supper og sammenkogte retter.

Kilder/Henvisninger

• http://www.naturligvis.u-net.dk/
• vegetaren.dk
• Liber Herbarum II: Fucus vesiculosus