Camel

Camel kom relativt sent ind i den progressive æra, men kom aldrig, som Yes og Genesis, i rockmusikkens første division. Alligevel anses de i dag som et af genrens store bands, som nye grupper ofte sammenlignes med.

De to første plader havde meget ens lyd og produktion. De indeholdt en del jazz-rock-improvisation, sammen med, på den anden side, simple rock-numre.

Gennembrudet ventede med den instrumentale efterfølger, konceptpladen “The Snow Goose” fra 1975. Den står for mange stadig som deres mesterværk. Camel spillede på denne og de følgende plader samme type af symfonisk rock som Genesis var kendt for. På “Rain Dances”, samtidigt med punkrevolutionens fremmarch, dukkede de første lettere popsange op, og det blev mere tydeligt på de følgende plader, selv om der stadig var plads til fusion, jazz og improvisationer.

Med “Nude” gør Camel et nyt forsøg med den progressive rock, men denne gang i “80’er indpakning”. I de følgende år kan Camels udgivelser bedst sammenlignes med Alan Parsons Projects næsten overproducerede pop/rock plader, og i 1984 opløses Camel.

Der skulle gå otte år inden bandet blev gendannet, og gør et comeback med "Dust and Dreams". En intenst og bevægende konceptplade, der lyder mere som “Nude” end som 70’ernes konceptplader. På dette tidspunkt er Camel nærmest blevet til et Andrew Latimer solo-projekt. Han viser for alvor sin store kunnen som sangskriver og guitarist på den charmerende efterfølger “Harbour of Tears”, der udkommer fem år senere. Stilen fra denne plade er holdt vedlige på de to seneste udgivelser, men albumkonceptet er forladt.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.