Statssamfundet i nyere tid
Statssamfundet har i dag 35 medlemslande med et samlet indbyggertal (1988) på omkring 1500 millioner mennesker. Flere tidligere britiske kolonier har valgt at stå udenfor Statssamfundet efter at de blev selvstændige stater. Det gælder bl.a. Myanmar (1948), Sudan (1956), Maldiverne (1965) og Sydyemen (1967).
Det første land der trak sig ud af Statssamfundet var Den irske Republik (1949). Senere trak Sydafrika sig i 1961 ud i protest mod den kritik, landets raceundertrykkelse rejste i andre Statssamfundslande. Pakistan trak sig ud i 1972 i protest mod anerkendelsen af Bangladesh (tidligere Østpakistan).
Tidligere var de såkaldte Statssamfundspræferencer af stor økonomisk betydning for mange Statssamfundslande, og disse præferencer bidrog også til, at en stor del af medlemslandenes udenrigshandel var med andre Statssamfundslande. Disse præferencer gav varer fra Statssamfundslande fri og til tider endog subventioneret adgang til markederne i andre medlemslande. Statssamfundspræferencerne er gradvis blevet afskaffet efter Storbritannien blev medlem af EF, og de øvrige Statssamfundslande har i vid udstrækning fået handelsaftaler eller andre ordninger med EF. (Statssamfundspræferencerne omfattede også Sydafrika, Namibia, Den irske Republik og Myanmar).
Flertallet af Statssamfundets medlemslande tilhører i dag den såkaldte «tredje verden». I 1950 lancerede Statssamfundet Colomboplanen, der havde til formål at forbedre økonomien i de mindst udviklede Statssamfundslande. Udviklingssamarbejdet indenfor Statssamfundet sker i dag i første række på områder som teknisk udvikling, landbrugsudvikling, sundhed, uddannelse og forskning. Det militære samarbejde indenfor Statssamfundet er trappet kraftigt ned. Ikke mindst efter Storbritannien nedlagde sine oversøiske baser øst for Suez. Regeringslederne i Statssamfundslandene mødes regelmæssigt til de såkaldte Statssamfundskonferencer, som efter tur holdes i medlemsstaternes hovedstæder. I 1965 blev der oprettet et Statssamfundssekretariat i London. Det har ansvaret for at koordinere samarbejdet mellem medlemslandene og for forberedningen af Statssamfundskonferencer og andre møder indenfor Statssamfundets rammer.
De diplomatiske forbindelser mellem Statssamfundslandene varetages af højkommissariater og højkommissærer, som har samme rang og status som ambassader og ambassadører i forholdet mellem andre stater. Statssamfundslandene har ingen fælles bindende udenrigspolitik, og har i flere vigtige spørgsmål været stærkt splittet. Men trods uenighed og trods det at enkelte Statssamfundslande i perioder ikke har haft diplomatiske forbindelser med hinanden, har hidtil kun tre medlemslande valgt at forlade Statssamfundet.
Det tidligere mandatområde Tanganyika blev selvstændig stat og medlem af Statssamfundet i 1961. Zanzibar blev selvstændig i 1963, og efter sammenslutningen Tanganyika og Zanzibar blev Den forenede Republik Tanzania medlem af Statssamfundet i 1964. Forbundsstaten og kongedømmet Malaya blev selvstændig stat og medlem af Statssamfundet i 1957 og udvidet til forbundsstaten Malaysia 1963. (Singapore trak sig ud af Malaysia og blev selvstændigt medlem i 1965).
Vest-Samoa blev selvstændig stat i 1962, men søgte først senere om medlemskab af Statssamfundet.
I 1995 blev den tidligere portugisiske koloni Mozambique optaget som medlem af Commonwealth.
Lande i Commonwealth of Nations
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
