Edmund Husserl

Husserl ser i epocheen bort fra spørgsmålet om egen og omverdenens eksistens. Han konstaterer at bevidsthed altid er bevidsthed om noget, at bevidsthed er intentionel (rettet mod noget). Opgaven for fænomenologien bliver nu, ifølge Husserl, at beskrive bevidsthedens objekter som givet i bevidstheden. Disse objekter kan være af forskellige typer fx perciperede ting som træer og stole, erindringer eller fantasi.

Når vi erkender et sagforhold, fx katten er sort, kræver det først en erkendelse af at der er en kat, og før det erkendelsen af 'kat'. Denne føren erkendelse tilbage til dens betingelser kalder Husserl for den transcendentale eller fænomenologiske reduktion og den yderste betingelse for al erkendelse er det transcendentale jeg. Det transcendentale jeg betegner Husserl som en identitetspol, som alle bevidsthedstilstande (herunder sanseoplevelser) retter sig imod og som gør at vi oplever objekter og ikke bare løsrevne sansedata.

Det transcendentale jeg er noget andet end og fundamentalt forskelligt fra det empiriske jeg som er et objekt blandt andre objekter. Det er det jeg der udgør en identitet og som er knyttet til en krop. Denne spaltning i to jeg'er har gjort Husserl til genstand for den samme kritik som ramte Descartes' dualisme: Hvad er forholdet mellem de to væsensforskellige instanser og hvorledes interagerer de?

Husserls mest indflydelsesrige elev og arvtager var Martin Heidegger som dog førte fænomenologien i en noget anden retning.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.