Fugle på heden
Menneskers brug af heden
Hederne opstod i et rullende forløb. Det skete først på den lette sandjord, senere på den lette lerjord og senest på den tunge lerjord. I begyndelsen af 1800-tallet var der heder overalt i Danmark, og selv om de var mest udbredt i Vestjylland, så fandtes de både i Østjylland og på Øerne. Når udviklingen gik sådan, så skyldes det to forhold: dels at heden fulgte i hælene på en langsom udpining af jordene, og dels at man gik over til at dyrke hederne som hede, når de først var opstået.
De første heder ser ud til at være dannet samtidigt med landbruget, og det tog rigtig fart i Jernalderen, dvs. de sidste århundreder inden vor tidsregnings begyndelse. Udviklingen blev nemlig hjulpet på vej af en klimaændring fra næsten kontinentale til meget udpræget atlantiske vejrforhold. Den øgede mængde regn bidrog til udvaskningen og forhindrede en fuldstændig omsætning af det organiske stof, sådan at neutral muld blev til sur morr, hvad der sætter yderligere gang i udvaskningen.
Da først hederne var opstået, valgte befolkningen at udnytte dem på bedste måde, og det lykkedes at skabe en levevej ved at være hedebonde. Man ophørte med at dyrke korn og satsede i stedet på kvægavl, især studeopdræt. Da det ikke blev beskattet så hårdt som kornavlen. Dels solgte man udsæd, da de små velgødede marker var nemmer at holde rene for tisler.
Desuden lavede man en kompost ud af møget fra staldene blandet med hedetørven, og ved dens hjælp kunne de små arealer omkring gårdene alligevel dyrkes med korn. For at holde dyrene med frisk græsning, blev hederne brændt af med jævne mellemrum, og for at skaffe vinterfoder blev lyngen høstet og tørret.
På den måde blev hederne fastholdt på det successionstrin, de var nået til. Virkningen af vejret og tidligere tiders udpining blev fastholdt ved afbrænding, slåning, skrælning af tørv og kondensering af mineraler i møget på gårdenes nærmeste jorde. Sådan gik der flere tusen år, men så kom kongerne på, at heden måtte kunne "opdyrkes", dvs. laves til almindeligt landbrug.
Først blev der indforskrevet tyske bønder, som fik det nedsættende tilnavn "kartoffeltyskere", fordi de valgte at dyrke kartofler i stedet for korn. Da det ikke gav den ønskede fremdrift, satte man driftige entreprenører og ingeniører i spidsen for en bevægelse ("Hvad udad tabes, skal indad vindes"). På den måde lykkedes det at standse udnyttelsen af heden som hede og i stedet forvandle den til agerland. Og på den måde fik Enrico Dalgas tilnavnet "Hedens opdyrker", skønt han næppe selv har dyrket ret mange kvadratmeter hede.
Se også
