Menenskers brug af højmosen
Det berettes, at Københavns brændselsforsyning endnu ind i 1800-tallet bestod af tørv, som gravedes i moser i Nordsjælland, og som bønderne kørte til byen og falbød i gaderne (de råbte "Tørre! Tørre!"). Geologerne var interesserede i spørgsmålet om det tempo, hvori moserne kunne gendanne tørven efter at en del af den var blevet fjernet.
Under begge verdenskrige blev energiforsyningen igen afhængig af tørvegravning, i hvert fald til husholdningernes brug, så der blev skrællet ivrigt af moserne. Ét af de store problemer ved tørvegravningen var, at man først skulle gennem et ret tykt lag uegnet materiale, som man hånligt kaldte "hundekød". Det er det endnu ikke helt omsatte Tørvemos (Sphagnum). Trævlet og luftigt, som det er, kunne man kun finde på at bruge det som isoleringsmateriale.
Da manglen på kul og olie hørte op, blev tørvegravningen urentabel, og man stod tilbage med et stort produktionsapparat og enorme mængder af "hundekød". Da kom nogen på, at affaldet måtte kunne bruges til jordforbedring i haverne og senere til opbygning af surbundsbede.
På den måde opstod sphagnum som handelsvare, og udnyttelsen af højmoserne kunne fortsætte.
