Knud 2. den Store

Han fik sit tilnavn, fordi det lykkes ham at indlemme Norge og en del af Sverige i riget. Efter faderens død kårede vikingehæren ham til konge i England, men først efter flere års kampe i forening med kong Olav den Hellige blev Knud konge i England i 1016. I 1017 giftede han sig med "Ethelred den Rådvildes" enke Emma, der var datter af normannerhertugen Robert. Knuds søster, Estrid, giftede sig med hertugens broder, Richard. Norges konge Olav den Hellige og Sveriges Anund Jakob samt den svenske Ulf Jarl indgik et forbund mod kong Knud.

Men i 1026 besejrede Knud dem i slaget ved Helgeå, og myten vil vide at samme år lod han Ulf myrde i Roskilde Domkirke. Der var To forskelige Ulf Jarl en i Sverige og en i England.
I 1028 gik Knud til angreb på Norge med 1400 skibe, og Nordmændene sluttede op om ham og tvang Olav den Hellige på flugt. Han indsatte først sin søstersøn Håkon som konge, men da denne druknede indsatte Knud sin søn Svend, som konge over Norge.

Knud den Store var nu en mægtig konge, og da han aflagde besøg i Rom for at se pave Johannes XIX krone den tyske kong Konrad til kejser, hyldedes han som den næst mægtigeste kristne fyrste. Knud betragtede sig selv mest som konge over England og tilbragte kun lidt tid i Danmark. Han døde i 1035 og blev begravet i domkirken i Winchester.

Efterfulgte:	{}	Efterfulgtes af:
{}		{}

Kilder/henvisninger

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.