Møg

"Eng er agers moder" sagde man tidligere, og så meget var der om det, at gårde som havde engstykker i reglen fik bedre udbytte på deres dyrkede marker. Sammenhængen er den, at de græssende dyr virker som akkumulatorer for gødningsstoffer i føden. Hvis man sikrer, at dyrene overnatter på stald, får man transporteret engens gødningskraft til gården. Herfra kan den senere fordeles som møg på de dyrkede marker.

Indtil det stod klart (i det 18. århundrede), at man kan gøde jorden ved at dyrke bælgplanterr, var møg og ajle de eneste gødningsmidler, man havde. Senere lykkedes det at isolere de kemiske forbindelser, som planterne optager fra jorden, og grunden var lagt for at erstatte møg med kunstgødning (eller pues-mog ("pose-møg"), som det så malende hedder på jysk).

Selvom det lyder mest miljørigtigt at gøde med naturgødning, kan det være svært at dosere gødningen korrekt. Der er derfor risiko for at overgøde. Dette kan bedre undgås med handelsgødning (kunstgødning), hvor sammensætningen er nøje kendt.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.