Inverterende forstærker
Ved D på illustrationen er vist diagrammet til en inverterende forstærker: Den ikke-inverterende indgang er lagt til stel, dvs. 0 volt, så udgangsspændingen vil som udgangspunkt ganske enkelt være . Påtrykker man nu indgangen en positiv spænding i forhold til stel, vil udgangen på operationsforstærkeren falde drastisk, indtil midtpunktet i spændingsdeleren (og dermed forstærkerens inverterende indgang) bliver nul volt. Hele kredsløbets forstærkning bestemmes således af brøkforholdet mellem de to modstande, idét der approksimativt gælder at
Denne kobling demonstrerer en generel egenskab ved en modkoblet operationsforstærker: Signalet på udgangen vil antage en sådan størrelse at der bliver lige store spændinger på de to indgange. For denne kobling betyder dette, at der til alle tider vil være nul volt på den inverterende ingang, eftersom der jo er nul volt på den ikke-inverterende indgang (forbundet til stel, dvs. til 0 volt). Dette sker ved at forstærkerens udgang søger at "absorbere" den strøm der løber ind eller ud igennem når indgangssignalet er noget andet end 0.
På grund af forstærkerens stræben efter nul volt, taler man om at der på den inverterende indgang forefindes såkaldt virtuelt stel.
Integrator og differentiator
Ved at bruge en kondensator i stedet for enten eller får man hhv. en differentiator og en integrator:
- Skifter man ud med en kondensator, skal indgangssignalet stige eller falde lineært for at opretholde en konstant strøm i indgangen (ladestrøm i kondensatoren). Derved bliver signalet på udgangen som en funktion af tiden proportional med differentialkvotienten af indgangssignalet som funktion af tiden.
- Skifter man ud med en kondensator, skal udgangssignalet stige eller falde lineært for at opretholde en konstant strøm "væk" fra den inverterende indgang. Derved bliver udgangssignalet proportional med integralet af indgangssignalet som funktion af tiden.