Filosofi:
Parmenides grundlæggende argumentation gik som følger:
Det, der ikke er (dvs.ikke-væren), er ikke, og kan derfor hverken meningsfuldt tales om, eller være en del af virkeligehedens ultimative beskaffenhed.
Af denne grundindsigt drages der flere vidtrækkende konsekvenser:
Fx indebærer tid at noget både opstår og forgår, fx går et æble fra at være grønt til at blive rødt og sidenhen brunt (dvs. det grønne og røde æble forsvinder), men siden intet, der reelt eksisterer, kan opstå af intet og ejheller igen blive til intet, og siden intet ikke eksisterer, så kan tidens gang heller ikke være andet end en illusion!
En anden konskvens er at væren i sig selv ingen afgrænsning kan have, idet der netop intet er til at afgrænse det. Ligeledes må det være tæt og udfyldt, idet tomhed som en slags fravær af væren udelukkes. På denne måde mener Parmenides at han beviser, i moderne termer, at universet er uendeligt og uden et reelt vakuum.
Dermed sætter Parmenides som den første filosof (vi kender til), det sidenhen så kendte skarpe skel op imellem realitet og 'skin' - imellem det virkelige og det tilsyneladende.
Zenon er kendt for sine paradokser, der støtter hans mesters lære, ved at forsøge at bevise at det at indtage et andet standpunkt end Parmenides er selvmodsigende.
Værker:
Om Naturen (formentligt skrevet mellem 480 og 470 f.Kr.)
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
