Historie
Landet er opkaldt efter det thüringske folk der beboede det omkring 300 e. Kr. Thüringen kom under frankisk herredømme i det sjette århundrede, og blev en del af (fra 1130 et markgrevskab i) det tysk-romerske rige.
Den vestlige halvdel af riget blev uafhængig efter den thüringske arvefølgekrig da den liudolfske linje af greverne uddøde, og blev en uafhængig stat kendt under navnet Hessen. Den resterende del af Thüringen blev regeret af Wettin-dynastiet fra Meissen, det senere kongerige Sachsen. Med delingen af slægten i 1485 blev Thüringen efterhånden opdelt i en række mindre stater, og 'Thüringen' blev fortrinsvis et geografisk begreb.
Thüringen blev en del af den napoleonske Rhein-konføderation organiseret i 1806, bekræftet på Wienkongressen 1814-15 ved dannelsen af den tyske konføderation.
De thüringske stater inden det tyske kejserrige var Sachsen-Weimar, Sachsen-Meiningen, Sachsen-Altenburg, Sachsen-Coburg-Gotha, Schwarzburg-Sondershausen, Schwarzburg-Rudolfstadt og de to fystendømmer Reuß.
Alle disse dynastiske småstater blev afskaffet under Weimarrepublikken, og Thüringen blev igen en politisk enhed i 1920. Bare Sachsen-Coburg-Gotha stemte for at blive en del af Bayern. Byen Erfurt forblev en del af Preussen, og Weimar blev Thüringens hovedstad. Efter anden verdenskrig blev Erfurt en del af Thüringen og landets hovedstad.
Administration
Thüringen er inddelet i 17 Landkreise.
