Treenigheden

Den klassiske formulering, først formuleret af Tertullian af Karthago omkring 200, er: Gud er én substans og tre personer. På dansk dog ofte formuleret som: Gud er ét væsen og tre personer. De tre personer i treenigheden er Faderen, Sønnen (Kristus) og Helligånden.

Ordet Treenighed blev først brugt af Theofilus af Antiokia i 180'erne og blev et afgørende tema under dannelsen af den Katolske kirke, fx i forhold til konflikten mellem de alexandrinske og antiokenske teologiske skoler, og diverse "kættere" som arianerne, modalisterne og det makedonske kætteri.

Dogmet er en videreudvikling af forskellige nyplatoniske teorier, specielt den øverste Guddoms Hypostatiske natur og Platons oprindelige mellemledsbegreb: Katolikkernes version opfattede dog ikke stoffet som ondt (hvilket dengang førte til en stærk kritik fra hedenske filosofiske kredse) og kunne inkorporere andre filosofiske skoler (hvilket så på anderledes måde hjalp dens popularitet).

Den blev fuldt formuleret og fastslået som dogme i den nikæanske trosbekendelse fra 381. Man kan videre læse om emnet i værker af Augustin af Hippo, Hilarius af Poitiers, Thomas Aquinas, Martin Luther og Joseph Priestley.

Interessante citater om treenigheden fra forskellige opslagsværker:

• The Encyclopedia Americana : Treenighedslæren anses for at „overstige den menneskelige fatteevne“
• A Dictionary of Religious Knowledge: „Nøjagtig hvad denne lære går ud på, eller rettere, nøjagtig hvordan den skal forklares, er et spørgsmål som tilhængerne ikke selv er enige om.“
• New Catholic Encyclopedia: „Der er kun få lærere som underviser i treenighedsteologien på romersk-katolske præsteseminarier der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet plaget med spørgsmålet: ’Men hvordan forkynder man treenigheden?’ Og hvis spørgsmålet er et symptom på forvirring hos eleverne, er det måske ikke mindre et symptom på en lignende forvirring hos deres professorer.“

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.