|
Ukrudt
Ordet ukrudt kommer af tysk Unkraut = "ikke-urt". På ældre dansk hed det ugræs. Det er planter, der gror, hvor de ikke skal ifølge det menneske, som ejer eller driver et land- eller vandområde.
Uønsket vegetation
Man bør skelne mellem "uønsket vegetation" og egentligt ukrudt. Det første kan være alle mulige planter, der blot har haft det uheld at vokse frem på et sted, hvor man ikke vil have dem. Der er mange eksempler på dette:
- Spildfrø fra sidste års rapsafgrøde, som spirer frem i dette års hvede.
- Selvsåede birketræer midt i rosenbede.
- Oversete kartofler, der sender skud til vejrs midt i gulerødderne.
- Sommerfuglebuske, som etablerer sig i en murrevne.
- Flyverøn i skorsten.
Egentligt ukrudt
Det egentlige ukrudt er en forholdsvis kort række urteagtige planter, som erfaringsmæssigt følger med overalt, hvor jorden bliver dyrket. De udnytter den niche, der opstår, når vi afbryder den naturlige succession og forsøger at gennemtvinge, at jorden skal være dækket af en bestemt afgrøde. Ukrudtsarterne er pionerarter, som er tilpasset til at udnytte udækket, nøgen jord eller i hvert fald jord, som kun er sparsomt dækket af vegetation. De fleste ukrudtsplanter er faktisk særdeles succesfulde planter, da de på kort tid kan sprede og dække større arealer.
Når de bliver betragtet som skadelige, så skyldes det, at de kan konkurrere om vand, lys og næring med de ønskede nytteplanter som f.eks. kornplanter, prydplanter, krydderier eller krydderurter. En anden grund er, at de kan gøre nytteplanternes afgrøde ubrugelig. Det kan være, når ukrudtet er giftigt for dyr eller mennesker. Endelig kan ukrudtet være hjemsted for plantesygdomme eller skadedyr, som senere vil angribe kulturplanterne.
Der findes en række plantearter, som er særligt udrustede fra naturens hånd til at blive plagsomme i vore haver og parker. Det drejer sig om planter, der er arveligt bestemt til at være pionérplanter. Det er fælles for denne gruppe, at de er i stand til at tåle de voldsomme udsving i temperatur og fugtighed, som findes på nøgen jord. De kan også klare de afvigende næringsforhold (både for lidt og for meget), som er vilkårene på den slags steder. Desuden er de i stand til at spire frem, blomstre og sætte frø - mange frø - på ganske kort tid. På den måde kan de nå at anbringe en ny pulje af frø i jorden, parat til næste gang, der er muligheder. Et typisk eksempel er Almindelig Brandbæger (Senecio vulgaris) (= "Stolt-Henriks Brandbæger"). Vi kalder disse planter for frøukrudt eller énårigt ukrudt.
Men det drejer sig også om en gruppe planter, som er særligt udstyret til at kunne klare sig under dyrkningsforhold, også når jorden ikke er nøgen. Det vil ofte være planter, som har klaret sig på løse skrænter, hvor jorden hele tiden har været omrodet (eksempel: Følfod (Tussilago farfara)). Eller det kan være planter fra strandbredderne, hvor vind og hav har endevendt forholdene uafbrudt. Strandplanterne har så oven i købet været vænnet til den gødskning, der kommer fra tangvoldene, når tangen bliver omsat. Derfor kan strandplanterne med lethed tåle vores jordbehandling, og de kan også udnytte vores heftige gødskning. Det fælles for disse planter er altså, at de er udstyret til at klare sig under lige netop de forhold, vi skaber på marker, i haver og i parker. Men dertil kommer, at de alle har været nødt til at udvikle et kraftigt rod (plantedel)rodnet med en stor evne til at sætte nye, grønne skud. Her kunne man nævne Senegræs (Almindelig Kvik (Elytrigia repens)) som et typisk eksempel. Disse planter kaldes for rodukrudt eller flerårigt ukrudt.
Velkendte ukrudtsarter
Frøukrudt (énårigt ukrudt)
Frøukrudtet er fuldstændigt afhængigt af lys. Frøene kan ikke spire, hvis jorden er i skygge. Og de små kimplanter sygner hen, hvis de skal kæmpe sig frem i skyggen af andre planter. Derfor bliver det énårige ukrudt altid kun en plage dér, hvor jorden er helt fri for andre planter. Man kan sige, at vi mennesker selv skaber betingelserne for at frøukrudtet kan trives. Det er nemlig os, der holder jorden fri for plantevækst. Tænk bare på fine grusstier, rosenbede, staudebede eller køkkenurter med "pæn" bar jord imellem. Man kan også påstå, at hvis frøukrudtet bare fik lov at vokse, så ville det kvæle sig selv. Det er sandt nok, men det er også rigtigt, at andre (og værre!) ukrudtsarter ville få overtaget. Og ydermere ville frøukrudtet imens have spredt millioner af frø.
Så man kan ikke bare lade frøukrudtet leve. Det skal bekæmpes eller allerhelst undgås i tide. Det er allerede blevet antydet, hvordan man kan undgå plager med frøukrudt, nemlig ved at sørge for skygge på jorden. Hvis der er en bestand af planter på et bestemt jordstykke, så er forholdene i balance, og pionérerne kan undgås. Med andre ord: der kommer ikke ukrudt - i hvert fald ikke frøukrudt.
Når der bliver tale om at bekæmpe frøukrudt, så er det fuldstændigt afgørende, at ukrudtet ikke får lov til at blomstre. Mange af disse arter er i stand til at danne modent frø, bare der er blomster på planten, også efter at den er hugget om. Og frø må der ikke blive flere af, for det er dem, der "spreder smitten". Hvis man bare kan hindre planterne i at blomstre, så er der ikke nær så mange chancer for, at der kommer nye efter de dræbte. Men det betyder så også, at bekæmpelsen skal passes. Hvad enten man vælger kemisk eller mekanisk ukrudtsbekæmpelse, så bliver den kun effektiv, hvis den kommer i gang tidligt nok, og hvis den bliver gentaget tit nok. Og så bør man for øvrigt altid huske, at rodukrudt altid er startet som frøukrudt!
- Svine-Melde (Atriplex patula)
- Hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris)
- Kanadisk Bakkestjerne (Conyza canadensis)
- Læge-Jordrøg (Fumaria officinalis)
- Burre-Snerre (Galium aparine) ("Præstelus")
- Enårig Rapgræs (Poa annua)
- Almindelig Brandbæger (Senecio vulgaris) (Stolt-Henriks Brandbæger)
- Sort Natskygge (Solanum nigrum)
- Fuglegræs (Stellaria media)
- Liden Nælde (Urtica urens)
Rodukrudt (flerårigt ukrudt)
Rodukrudtet er mindre afhængigt af lys end frøukrudtet. Først og fremmest fordi det ikke skal spire frem fra et lille frø, men i stedet kan udnytte sin oplagsnæring i rodnettet. Men også fordi disse planter er bedre tilpasset til de forhold, som konkurrencen om lyset giver. Så hvis rodukrudtet først har fået fat et sted, bliver det besværligt at få det fjernet igen. Også her er det med andre ord bedst at forebygge. Og det gør man ved at forhindre frøukrudt i at blive til rodukrudt. Men man gør det også ved at forhindre rodukrudtet i at oplagre næring i rodnettet. Og det gør man ved at holde ukrudtet nede, så det ikke får lov til at sætte grønne blade.
Mange gange må man overtage en jord, der er fyldt med rodukrudt. Her har andre svigtet og bare ladet tingene gå deres egen gang. Det er nemlig altid menneskenes eget ansvar, når der bliver for meget af det plagsomme rodukrudt. Dels har frøukrudtet fået lov at udvikle sig til flerårige planter (de af dem, der kan det). Dels har rodukrudtet fået ro til at samle oplagsnæring i rodnettet. Og dels har der ikke været lavet en konsekvent jordbehandling, som kunne have ødelagt rødderne.
Rodukrudt skal man altså holde øje med. Man skal holde det nede, så det ikke spreder sig. Man skal udsulte det, så det ikke oplagrer næring. Og man skal bekæmpe det, så det forsvinder. Igen kan man vælge alle tænkelige systemer og metoder, men det afgørende er og bliver: sørg for at rødderne bliver udsultet. Vælger man den mekaniske metode (harvning, fræsning, hakning), så gælder det om at gentage og gentage behandlingen, indtil der ikke kommer flere spirer frem. Vælger man en kemisk bekæmpelse, drejer det sig om at vælge det rette middel, den rette koncentration, det rette tidspunkt på året, den rette sprøjtemetode og det rigtige tempo. Skal man forurene med giftige stoffer, bør man i det mindste gøre det mest muligt effektivt. Det er for resten også samtidigt det billigste!
Spiseligt ukrudt
- Spiseligt af mennesker
- Spiseligt af dyr
Bekæmpelse af ukrudt
Den helt enkle metode til bekæmpelse af ukrudt er den, at man undgår at give plads til det. Det går simpelthen ud på at holde jorden dækket med planter, der hele tiden udfylder den niche, som ukrudtet ellers ville erobre. Man kan dyrke afgrøder eller prydplanter helt tæt, eller man kan dyrke hurtigtspirende dækafgrøder mellem nytteplanterne. Man kan også gå mere langsigtet til værks og plante én eller flere arter, som dækker jorden helt over en længere årrække (bunddække).
Det næste, man kan gribe til, er at slå ukrudtet ihjel, når det er mest sårbart. Det er det, når det er nyspiret. Mens ukrudtsplanterne er i kimstadiet, skal der kun en ganske lille påvirkning til for at slå dem ihjel. Her kan man bruge mekaniske eller kemiske midler, men deres virkning er i begge tilfælde at skade det nyspirede ukrudt afgørende, så det ikke får etableret sig.
Hvis ukrudtet trods alt får fat, må man i hvert fald forhindre det i at sætte frø. Senest når ukrudtet blomstrer må man have det slået ned eller helt fjernet. Der kræves langt mere voldsomme metoder, når ukrudtet først er blevet så stort, men konkurrencen med nytteplanterne og risikoen for frøspredning gør, at der må handles og handles effektivt.
Det bliver rigtigt alvorligt, hvis ukrudtet har fået lov til at sprede frø, eller hvis de flerårige har dannet underjordiske reserver i knolde, rødder og jordstængler. I så fald må man i gang med at udpine bestanden for alle næringsreserver. Det kan gøres ved harvning/fræsning/kultivering af stykket mindst hver 14. dag. Det kan også gøres ved sprøjtning med ukrudtsmidler, som er egnede og tilladte at bruge. Og endelig kan det gøres ved at dække stykket til med lystæt materiale (plastfolie, gamle tæpper, aviser osv.).
Se også
Eksterne henvisninger
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
|
|