Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Abernes Skræk (Araucaria araucana)Tilbage til Abeskrækslægten (Araucaria)
Abernes skræk (Araucaria araucana) er et stort, karakterfuldt, stedsegrønt træ i sin hjemegn på Andesbjergene i Chile og Argentina. Hos os bliver det sjældent rigtigt stort, men enkelte steder findes dog eksemplarer på 8-10 meters højde. I den alder ophører træet med at være stramt kegleformet i væksten og danner i stedet en paraplyagtig krone. Bladene er trekantede, stive nåle. De er mørkegrønne og forsynede med en torn i spidsen. Da de tilmed bliver siddende, også efter at de er døde og blevet brune, er det let at begribe træets danske navn. Det botaniske navn skyldes den oprindelige befolkning, araucanerne, som i øvrigt stadigvæk lever på stedet.
Træet findes i højlandet og ud på de argentinske pampas i ret tør jord. Her danner de åbne, savanneagtige skove med stift, stridt græs og tørre, tornede buske imellem. Koglerne er håndboldstore og kernerne er som fingernegle. De forhandles på markederne i Chile og spises, som vi her spiser pinjekerner. Hvis man vil forsøge sig med at dyrke dette særprægede træ, bør man finde en let skygget plads, som ikke er våd om vinteren. Træet må dækkes fuldstændigt hver vinter og forår de første 5-6 år efter udplantningen. Senere bliver det mere hårdført, men det tåler ikke megen barfrost, og beskæring må begrænses til det minimum, som skyldes tilbagefrosne grene.
|
![]()
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |