Personen
Manden er i sig selv dybt fascinerende, men der skal skelnes skarpt mellem instruktøren og entertaineren Hitchcock og privatpersonen Hitchcock, på trods af, at det oftest er vanskeligt at bedømme, hvor meget der er henholdsvis facade og ægte.
Mesteren i foruroligende og medrivende gysere var som privatperson sky og foretrak et roligt, tilbagetrukket liv med hustruen Alma, som han blev gift med i 1927 og gennem hele hans professionelle karriere var hans skrappeste kritikker, datteren Patricia og en lille, tæt kreds af gode venner fremfor Hollywoods skandaler og de glamourøse cocktailselskaber, han kun meget sjældent deltog i. Han elskede dog stedets sladder.
Personerne i hans film blev ofte involveret i uventede begivenheder og farefyldte situationer, men selv forsøgte han at arrangere sin tilværelse så forudsigeligt som muligt. Medmindre han skulle promovere en film eller instruere en anden, forlod han kun sjældent hjemmet eller kontoret. Omvendt førte et utal af rejser gennem hele livet ham til Uganda, Sydafrika, Japan og Australien, foruden bla. Norge og Danmark.
Selvom Hitchcock boede i USA godt det halve af sit liv og opnåede amerikansk statsborgerskab i midten af halvtredserne, forblev han udpræget britisk i sin væremåde og påklædning. Han var både venlig og dannet, absolut en gentleman, men er også blevet anklaget for at have været misogynist.
Hans humor kunne være temmelig grovkornet, hvilket medførte flere barske practical jokes, hvor ingen, hverken i hans faste stab af medarbejdere eller skuespillerne, var fredet. Således fik en berømt skuespillerinde i fødseldagsgave tilsendt fire hundrede røgede sild og slap først efter en rum tid af med den ganske gennemtrængende odeur, de fik spredt. Og under et middagsselskab lænede han sig mod sin borddame og sagde til hende med dæmpet, fortrolig stemme: "I don't use my cock..." Efter et øjeblik at have iagttaget hendes noget chokeret ansigtudtryk, tilføjede han: "What I mean is: you kan call me Hitch!"
Dog var han samtidigt ordensmenneske grænsende til det hysterisk pedantiske, både i sit professionelle og private liv, med en grundlæggende angst for det altid lurende kaos, og satte pris på absolut ro når han arbejdede: "Jeg kan bedst lide at alt omkring mig er krystalklart og fuldstændig stille. Der skal helst ikke være skyer på himlen."
Trods gentagne forsøg på slankekure, var Hitchcock gennem stort set hele sit voksne liv stærkt overvægtigt og vejede i perioder godt 150 kg, men afskyede samtidigt motion. I øvrigt blev en af disse kure indirekte løsningen på et mindre problem: Med få undtagelser optræder instruktøren i en ganske lille statistrolle i alle sine film, men fordi hele handlingen i Lifeboat afspilles i en redningsbåd mellem en begrænset kreds af personer, og han ikke havde nerver til at spille et lig, der flyder forbi, var den rolle udelukket. Udvejen blev en avis, som en af de skibbrudne læser i, i hvilken der er en annonce for det fiktive slankemiddel "Reduco", med et før-og-efter-billede af Hitchcock. Den rolle blev en større succes, end han havde ventet, for han blev nærmest begravet i breve fra folk, der ville vide, hvor de kunne købe midlet.
Indtil sin død i 1980 nåede han at lave i alt 54 film.
Filmografi
Indtil 1939 blev filmene produceret i England, derefter i USA. Når der anføres to årstal, er det første produktionsåret og det andet året for premieren.
De danske titler er nævnt i parentes.
Af de korte tv-film, kendt under Alfred Hitchcock presents, var kun tyve ud af de i alt 365 afsnit instrueret af ham selv. Disse er ikke nævnt i oversigten.
Spillefilm
- The Pleasure Garden 1925/27
- The Mountain Eagle 1926/27
- The Lodger (London-mysteriet) 1926/27
- Downhill 1927
- Easy Virtue 1927
- The Ring (Ringen) 1927
- The Farmers Wife 1927/28
- Champagne (film) 1928
- The Manxman (Manboen) 1928/29
- Blackmail (Pengeafpresning) 1929
- Juno and the Paycock 1930
- Murder 1930
- Mary 1930
- The Skin Game 1930/31
- Number Seventeen (Midnatsbanden) 1931/32
- Rich and Strange (Rig og mærkværdig) 1932
- Waltzes from Vienna 1933
- The Man Who Knew Too Much (Manden, der vidste for meget) 1934
- The 39 Steps (De 39 trin) 1935
- Secret Agent (Hemmelig agent) 1935/36
- Sabotage (Sabotage) 1936
- Young and Innocent (Ung og uskyldig) 1937/38
- The Lady Vanishes (En kvinde forsvinder) 1937/38
- Jamaica Inn (Jamaica-kroen) 1938/39
- Rebecca (Rebecca) 1940
- Foreign Correspondent (Udenrigskorrespondenten) 1940
- Mr. and Mrs. Smith (Lige børn leger bedst) 1940/41
- Suspicion (Mistanken) 1941
- Saboteur (Mennesker bag din ryg) 1942
- Shadow of a Doubt (I tvivlens skygge) 1942/43
- Lifeboat (Redningsbåden) 1943/44
- Spellbound (Troldbunden) 1944/45
- Notorious (Berygtet) 1945/46
- The Paradine Case (Sandheden om Mrs. Paradine) 1946/47
- Rope (Rebet) 1948
- Under Capricorn (Lady Henrietta el. Farlige følelser) 1948/49
- Stage Fright (Lampefeber) 1949/50
- Strangers on a Train (Farligt møde) 1950/51
- I Confess (Jeg tilstår) 1952/53
- Dial M for Murder (Telefonen ringer kl. 23) 1953/54
- Rear Window (Skjulte øjne) 1953/54
- To Catch a Thief (Fang tyven) 1954/55
- The Trouble with Harry (Hvem myrdede Harry) 1954/55
- The Man Who Knew Too Much (Manden, der vidste for meget) 1955/56
- The Wrong Man (Den forkerte mand) 1956/57
- Vertigo (En kvinde skygges) 1957/58
- North by Northwest (Menneskejagt) 1958/59
- Psycho (Psycho) 1959/60
- The Birds (Fuglene) 1962/63
- Marnie (Marnie) 1963/64
- Torn Curtain (Bag jerntæppet) 1965/66
- Topaz (film) (Topaz) 1968/69
- Frenzy (Frenzy el. Vildt raseri) 1971/72
- Family Plot (Den enes død) 1975/76
Propagandafilm
- Bon Voyage 1944
- Aventure Malgache 1944
Eksterne henvisninger
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.