|
|
Belgiens historie
Navnet Belgien stammer fra oldtidens Gallia Belgica. Landet blev dog først officielt anerkendt i 19. århundrede. I oldtiden var landet fra Rhinen og Nordsøen næsten helt ned til Seine beboet af stammer der samlet blev referet Belgae.
Romerske tider
Cæsar erobrede landet 57-50 f.Kr. efter meget hårde kampe (»Belgerne er de tapreste af alle Gallere«, skriver Cæsar). Rhinen blev nu gjort til statsgrænse, og belgerne blev efterhånden romaniserede. Mindet om deres dobbelte oprindelse bevaredes dog i navnene på de to provinser, der oprettedes mellem Rhinen og havet: Belgica secunda mod vest og Germania inferior mod øst. Landet var tæt befolket i romertiden, og allerede dengang spillede tekstilindustrien en stor rolle med eksport af produkter helt til Italien. Romaniseringen af Belgien blev først fuldført gennem kristendommen, der kom ind i slutningen af det 3. og i 4. århundrede.
Middelalderen
På samme tid begyndte franker og alamanner at trænge ind, da romerne ikke længere kunne holde dem ude. Frankerne koloniserede det nordlige og vestlige Belgien (hvor der nu tales nederlandsk), medens den ældre romaniserede befolkning klarede sig i det sydlige (hvor der nu tales fransk). Den første frankerkonge, Chlogio, erobrede landet indtil Somme, og udgående herfra udbredte frankerkongen Clodvig (481-511) sit herredømme over hele Gallien. Ved frankerrigets deling i 843, fik Frankrig landet vest for Schelde (Flandern), mens landet mellem Schelde og Rhinen først tilfaldt Lothars Rige og senere (870) kom under Tyskland.
I feudaltiden opløstes disse lande hurtigt i talrige småstater under tysk og fransk lenshøjhed: For både hertugdømmerne Brabant og Limburg, grevskaberne Flandern, Hennegau, Namur og Luxembourg, bispedømmet Liège og flere andre blev fællesbetegnelsen Nederlandene fra det 11. århundrede, det vil sige landene ved Rhinens, Maas' og Scheldes nedre løb.
Skønt disse lande næsten uophørlig var i krig enten indbyrdes eller med Frankrig, udviklede der sig især i Flandern en række byer (Gent, Ypern (Ieper), Brügge, Courtrai med flere), som havde livlig industri og handel og et kraftigt og selvbevidst borgerskab, der forstod at hævde sig over for lensherrerne. Klædevævning var den vigtigste industri, uld blev indført fra England, og handelen blev stadigt mere blomstrende. For at forsvare sig mod Frankrigs erobringslyster sluttede de flanderske borgere under Artevelde et forbund med Edvard 3. af England i 1340.
I slutningen af det 14. århundrede og i begyndelsen af det 15. århundrede erhvervede hertugen af Burgund ved arv, giftermål, køb og overenskomster efterhånden alle Nederlandene, og Filip den Gode og Karl den Dristige søgte at svejse dem sammen til en mægtig stat mellem Frankrig og Tyskland, hvilket førte til blodige stridigheder med de store byer, som opretholdt deres uafhængighed. I 1482 gik Nederlandene ved arv over til huset Habsburg. Under Karl 5. stod Nederlandene på deres højdepunkt i industriel og kommerciel blomstring, men han fortsatte burgundernes centraliseringspolitik og fik i 1548 Nederlandene anerkendt som en særlig kreds af det tyske Rige. Filip 2.'s tyranniske regering fremkaldte snart efter den nederlandske frihedskrig, der førte til de nordlige provinsers løsrivelse, mens de sydlige provinser forblev under Huset Habsburg og katolicismen. Efter at have vundet vallonerne for den spanske sag ved at benytte sig af deres skinsyge mod de flamske byers overvægt, erobrede Alexander Farnese Ieper, Mecheln, Gent, Bryssel og til sidst også Antwerpen i 1585.
Renæssancen
Denne undertvingelse og adskillelsen fra de nordlige Nederlande gav Belgiens økonomiske liv et ubodeligt knæk. Tusinder af de dygtigste indbyggere flygtede for inkvisitionen til Nederland eller England. Græsset groede i Brügges og Gents Gader, og Antwerpens blomstrende handel blev aldeles ødelagt af nederlænderne, der beherskede Schelde-mundingerne og ved den westfalske Fred i 1648 fik ret til at lukke Schelde for alle skibe. Mellem 1598 og 1633 nød Belgien en slags formel uafhængighed under Filip 2.'s datter Isabella og hendes gemal, ærkehertug Albrecht, men da Isabella døde barnløs, vendte de belgiske provinser tilbage til Spanien og var under navn af de spanske Nederlande en provins af dette rige.
Belgien i det 17. og 18. århundrede
I Krigene mellem Frankrig og Spanien i det 17. århundrede var Belgien hele tiden krigsskueplads, og ved Pyrenæer-Freden (1659), freden i Aix-la-Chapelle (1668) og freden i Nijmegen (1679) måtte man afstå en betydelig del af det sydlige Belgien til Frankrig. Disse provinser blev kun delvist givet tilbage ved freden i Rijswick i 1697. Også den spanske arvefølgekrig blev hovedsagelig udkæmpet på belgisk grund, og ved freden i Utrecht (1713) blev Belgien skilt fra Spanien og kom under Østrig, nu som de "østrigske Nederlande".
Landet var så svagt og udpint og frygten for Frankrig var så stor, at Nederland fik ret til at holde garnisoner i de vigtigste fæstninger langs den franske grænse; samtidig fik Nederland bekræftelse på sin ret til at lukke Schelde for skibsfart. Belgien var således stadig lukket ude fra havet, og forsøg på at gøre Ostende til en stor havneby mislykkedes totalt på grund af nederlændernes og englændernes fjendtlige holdning. Til trods for modgang og underkuelse forstod de belgiske byer dog i en betydelig grad at fastholde deres lokale rettigheder, og de modsatte sig især beskatning uden stændernes samtykke. Den kejserlige guvernør, Marquis de Prié, havde kun ringe held i sine forsøg på at regere Nederlandene som en østrigsk provins, skønt han i den anledning lod (1720) én af de ledende borgere i Bryssel henrette, Frans Anneesens, der endnu mindes i Belgien som frihedens martyr.
I den østrigske Arvefølgekrig led Belgien atter under fransk erobring. Men efter Freden i Achen, der gav Belgien tilbage til Østrig, nød landet endelig en fredelig periode med uforstyrret økonomisk udvikling. Det blev yderligere begunstiget af den fornuftige administration, som den »gode Guvernør«, Karl af Lothringen (Maria Theresias svoger), udøvede. Selv om Schelde stadig var lukket, lykkedes det ham ved forbedring af kanalsystemetsystemet at fremme handelen, og han modarbejdede også den katolske kirkes overhåndtagende verdslige indflydelse, grundlagde mange skoler og oprettede Videnskabernes Akademi i 1772. Maria Theresias Søn, Josef 2, tvang Nederlænderne til at opgive deres garnisoner i grænsebyerne, men søgte forgæves at få Scheldespærringen ophævet. Derimod fremkaldte hans forsøg på at afskaffe de gamle, lokale privilegier og indføre religiøse reformer (religionsfrihed m. m.) en voldsom modstand, der endte med oprør. I 1788 nægtede stænderne i Hainaut og Brabant at bevilge de årlige skatter til kronen, hvilket landskabslovene (les joyeuses entrées) gav dem ret til. Kejseren sendte tropper ind i Hainaut og Brabant og erklærede alle friheder såvel som stænderforsamlingerne for at være ophævede. Mange oprørske borgere flygtede til Nederland, hvor de organiserede sig, og i 1789 vendte oprørerne tilbage, slog en Østrigsk hær ved Turnhout og forjog de østrigske tropper fra størstedelen af Belgien. Den 10. januar 1790 erklærede de forsamlede stænder fra Brabant, Flandern, Hainaut, Namur og Geldern Belgien for uafhængigt under navnet De forenede belgiske stater. De belgiske frihedskæmpere spaltede sig hurtigt i to partier, af hvilke det ene, ledet af van der Noot, ville beholde de gamle landskabsforfatninger, hvorimod det andet, som lededes af Vonck, havde sympati for den franske revolution og ville afskaffe alle gamle privilegier og indføre en ny grundlov. Derfor var det let for Kejser Leopold 2., Josef 2.s efterfølger, at nedkæmpe modstanden i Belgien allerede samme år.
Krigen mellem Frankrig og Østrig gjorde atter Belgien til en slagmark, og efter sejren ved Jemappes den (6. november 1792) blev hele Belgien besat af franskmændene. Året efter drev østrigerne dem ud igen, men i 1794 generobrede Franskmændene Belgien efter Slaget ved Fleurus (26. Juni 1794). Af had til østrigerne modtog belgierne til dels franskmændene som befriere, selv om de plyndrede og udsugede landet, hvor der endda indtrådte hungersnød i vinteren 1794. Først under konsulatet forholdene bedre. Ved Freden i Campo Formio (1797) og i Luneville (1801) bekræftede Østrig afståelsen af Belgien, og landet var under republikken og kejserdømmet en del af Frankrig, blev inddelt i 9 departementer og fik franske lovee. Det franske herredømme bidrog til at fremme centraliseringen i Belgien og svække den provinsielle holdning, men kejserrigets fald i 1814 blev dog af Belgierne opfattet som slutning på en stor uretfærdighed.
Belgien i union med Nederland
Efter Freden i Paris (30. maj 1814) stod Belgien i nogle måneder under en østrigsk guvernør, men blev snart efter forenet med Nederland til Kongeriget Nederlandene under Vilhelm l, prinsen af Oranien. Det ny kongeriges grænser fastsattes på Wienkongressen (31. maj 1815). Det kom til at omfatte Nederland, Belgien og Storhertugdømmet Luxemburg, hvorved Kong Vilhelm blev medlem af det tyske Forbund. Liège og nogle distrikter ved Meuse forenedes med Belgien, og sydgrænsen reguleredes ved indlemmelse af nogle tidligere franske distrikter med fæstningerne Philipville, Marienburg og hertugdømmet Bouillon. Den ny forfatning blev proklameret den 24. august 1815. Forbindelsen mellem Nederland og Belgien blev etableret på Englands foranledning for at skabe en stærk stat som bolværk mod Frankrig, men det viste sig snart, at de sproglige, religiøse og historiske modsætninger var for store til at blive glemt. Forholdet blev endnu mere vanskeligt af, at nederlænderne i almindelighed opfattede Belgien som en afhængig stat, og at forfatning og regering på forskellig måde tilsidesatte Belgien til fordel for for Nederland. Regeringen gjorde endda nederlandsk til det officielle sprog i offentlige kontorer, ved rettergang og i skolerne i de flamske provinser. Hensigten var at knytte flamlænderne, hvis sprog er nederlandsk, nærmere til riget, - men resultatet blev det modsatte. Under disse forhold sluttede katolikker og de liberale i Belgien sig sammen i fælles had til Nederlænderne. Utilfredsheden voksede stadig, skønt Belgien i virkeligheden i flere henseender nød godt af foreningen med Nederland, navnlig ved at den nederlandske handel åbnede et stort marked for den belgiske industri, som derfor blomstrede stærkt op, samtidig med at åbningen af sejladsen på Schelde atter gjorde Antwerpen til en betydelig handelsby. Den katolsk-liberale Union, dannet 1828, agiterede voldsomt for en særlig administration for Belgien.
Belgien selvstændigt
Junirevolutionen i Paris ophidsede folk i Bruxelles, der på den tid var et tilflugtssted for revolutionære fra alle lande. Den 25. august 1830 opførtes på teatret i Bruxelles Den Stumme i Portici, og dette revolutionsdrama smittede tilhørerne, som udbrød i anti-nederlandske demonstrationer. Lignende begivenheder fandt omtrent samtidig sted i de fleste andre store, belgiske byer. Den 19. september udbrød ny uroligheder i Bruxelles. Den 10. november åbnedes den belgiske Nationalkongres, og den kom snart til tre afgørelser: 1) Belgiens uafhængighed, 2) Oprettelse af et konstitutionelt, arveligt monarki samt 3) bestandig udelukkelse af slægten Oranien-Nassau. Den 4. Juni 1831 blev Prins Leopold af Sachsen-Coburg valgt af den belgiske Nationalkongres til konge af Belgien på betingelse af, at han ville overholde forfatningen og sværge at opretholde den nationale uafhængighed og integritet. Dette valg passede både England og Frankrig, og Leopold tog imod det efter at have sikret sig stormagternes Støtte i ordningen af forholdet til Nederland. Den 17. Juli 1831 holdt Leopold 1. sit indtog i Bruxelles.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915 - 1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
|
|