Den guddommelige komedie

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge.
Hvor tungt og plagsomt er det sted at skildre:
så vildt og ufremkommeligt at tanken
genføder frygten som jeg dengang følte!
Selv døden er vel næppe mere bitter;
men for at tale om hvad godt jeg fandt der,
må jeg først skildre andet som jeg mødte.
Hvordan jeg kom derind, er svært at sige,
så meget tynged søvnen mig dengang jeg
forlod den sande vej, og kom på vildspor.
Men da jeg stod ved foden af en bakke
og var begyndt at stige op fra dalen
der havde snøret hjertet stramt af rædsel,
da så jeg op, og så at højens skuldre
stod klædt i morgenlyset fra planeten
der viser vejen for enhver hernede.
Da følte jeg så småt hvorledes frygten,
der havde knuget hjertets kammer hele
den gruelige nat, nu løsned grebet.
Og ganske som den mand der undslap havet,
og nu, skønt gispende, har nået bredden,
men vender sig, og stirrer ud mod vandet,
således vendte sindet sig i flugten
endnu en gang, og så ned over passet
der aldrig slap en levende igennem.
Jeg hvilte først min trætte krop en smule,
og gik så opad langs den øde skråning,
med vægten på den fod der vendte nedad.
Og pludselig, hvor stigningen begyndte,
stod der en los, lynhurtig, let og smidig,
helt klædt i plettet skind, og spærred vejen.
Den ville ikke væk fra mine øjne;
hvor ofte jeg end prøved, blev jeg nødt til
at vende om, og søge ned mod dalen.
Det var helt tidlig morgen: solen steg nu,
omgivet af de stjerner som den stod blandt
da himmelsk kærlighed den første morgen
bestemte disse høje legemers bane;
og dyret med de mange muntre pletter
formåed ikke helt at knuse modet
i forårsvinden og den lette morgen.
Og dog, på ny fik frygten overtaget
da jeg nu så en løve komme mod mig
med løftet hoved, rasende af hunger,
så selve luften rundt omkring den skælved
og syntes lammet, ramt af gru og rædsel.
Dernæst en hunulv, hvis radmagre flanker
var svangre med et vildt begær som ofte
har medført dyb elendighed for mange.
Da jeg så hende komme hen imod mig,
blev jeg så tynget ned af angst og mismod
at bjergets top nu syntes uopnåelig.
Og ligesom den der gerne samler rigdom
og vil have mer - men straks han møder modgang,
blir alle tanker vendt mod sorg og klynken,
således blev jeg drevet bort af ulven
der ikke gav mig ro, men ubønhørligt
jog skridt for skridt mig ned hvor solen tier.
Men da jeg flakked om fortabt dernede,
kom der en skikkelse for mine øjne,
så hæs som en der længe havde tiet.
Og da jeg så ham midt i dette øde,
råbte jeg højt: "Forbarm dig, hvem du end er!
Om du er skygge eller mand, så hør mig!"
- "Mand var jeg før," sagde han, "for sekler siden;
fra Lombardiet var mine forældre,
og Mantua var fædreland for begge.
Sub Julio fødtes jeg, skønt sent, og leved
i Rom under Augustus' vise styre,
dengang man endnu tilbad falske guder.
Dér blev jeg digter, og besang Anchises'
retskafne søn, han som drog ud af Troja
da Ilions stolte borg blev lagt i aske.
Men sig hvorfor du flygter ned mod mørket
i stedet for at stige op ad bjerget
hvor hver en glæde har sit hjem og udspring?"
- "Er du Vergil, er du da selve kilden
til talens flod, der strømmer ud af digtet?"
spurgte jeg ham, forsigtigt og ærbødigt.
"Du fakkel som så mange andre digtere
har holdt i ære: lad da også mín flid
og kærlighed i studiet af dit epos
nu regnes mig til gode: kære mester,
mit forbilled, som gav mig hvad jeg søgte:
den skønne stil som regnes mig til hæder -
du ser det dyr der spærrer vejen for mig,
så hjælp mig da, du store vise digter!
for angsten får mit blod til helt at stivne."
- "Du kommer ikke fremad, du må følge
en anden vej," sagde han, der så mig græde,
"hvis du igen vil finde ud af skoven.
For dyret som er årsag til din jammer
er ikke et der lader sig passere,
og levende er ingen kommet den vej.
Så liderligt og frækt er hendes væsen
at hendes lede ondskab aldrig mættes,
men kræver mer og mer for hver en mundfuld.
Hun parrer sig i flæng med hvad der gives
af andre dyr - indtil en mynde kommer
og sætter blodigt stop for hendes færden.
Guld er, så lidt som land og gods, hans føde,
men visdom, kærlighed og dyd; i vadmel
er klædt hans folk, fra Feltro og til Feltro.
Det ydmyge Italien skal han frelse,
som Nisus gav sit liv for, og den kyske
Camilla, og Eurýalus og Turnus.
Og han skal jage ulven ud af landet,
fra by til by, helt ned til helved, hvorfra
misundelsen slap hende løs i verden.
Men vend nu om! Det er det råd jeg gir dig,
og følg med mig, og stol på mig som fører;
for du skal vandre nedad mod de steder
hvor du vil høre klager uden ophør,
hvor døde sjæle evigt håbløst skriger
og tigger om den anden død, den sidste.
Og andre skal du dernæst se, som brænder,
men midt i ilden dog kan se en ende
og derfor går fortrøstningsfulde opad.
Dertil, men ikke længer, kan jeg følge
din vej; en mere værdig fører får du
når jeg har efterladt dig tæt ved himlen.
Den kejser som regerer dér foroven
forbyder mig at træde ind i byen
hvor hans lov råder, som jeg ikke adlød.
Hans magt er overalt, men dér hans rige,
dér er hans by, dér står hans høje trone,
lyksalig hver som dér er udvalgt af ham!"
Jeg svared ham: "Min digterven, jeg ber dig,
ved den Gud som du ikke kunne kende:
den vej der fører bort fra ondt og værre,
vis mig den, som du sagde! Og før mig derop
hvor jeg får Peters store port at skue,
og ser det pinte folk som du beskriver!"
Så gik han foran, og jeg fulgte efter.