Sådan virker en spole
Da man får mest selvinduktion ud af et givet stykke elektrisk leder ved at vikle det sammen til en "spole", består en elektrisk spole netop af et stykke sammenviklet metaltråd (minder lidt om en skruefjeder).
En spole kan enten være lavet af kraftig ("stiv") metaltråd, som er viklet om en "spoleform" uden andet end tråden selv til at bære vægten (en såkaldt luftspole). Eller en noget tyndere tråd kan være viklet op på et lille "bærende stativ" af f.eks. plast.
I midten af spolen kan man anbringe en kerne af enten jern eller ferrit - tilstedeværelsen af en sådan kerne forøger spolens selvinduktion.
Spoler og jævnspænding
Forbinder man de to frie ender af lederen i en spole til en jævnspændingskilde, begynder strømmen ikke at flyde med det samme - i stedet stiger strømstyrken lineært; (ideel spole uden ohmsk modstand og med en ideel jævnspændingskilde). Hvis spolen har en ohmsk modstand, hvad de fleste spoler har, så vil strømmen først stige lineært og senere stige asymptotisk mod en maksimal værdi bestemt af spændingskilden og spolens modstand.
Mens strømstyrken tiltager, opbygger spolen et magnetfelt - man kan efterfølgende demonstrere at spolen er magnetisk, og af samme grund kaldes en jævnspændingsspole med kerne også for en elektromagnet (eller solenoide).
Spoler og vekselspænding
Forbindes spolen til en vekselspændingskilde (hvis spændingen skifter retning med en vis frekvens eller "regelmæssig hyppighed"), behøver strømstyrken gennem spolen ikke nå op i nærheden af den maksimalt mulige. Dog løber der en vis vekselstrøm i spolen, og spolen fungerer i denne situation som en slags "modstand (reaktans), hvis størrelse afhænger af to ting:
- Spolens selvinduktion; jo større selvinduktion, desto større modstand udvirker spolen
- Vekselspændingens frekvens; jo højere frekvens, desto større modstand. På grund af denne egenskab bruges spoler ofte i radioteknikken sammen med kondensatorer (kombinationen kaldes svingningskredsee) til at gøre f.eks. en radiomodtager følsom for signaler med ganske bestemte frekvenser, og ufølsom for alle andre frekvenser.
Formlen for en ideel spoles reaktive modstand (reaktive del af impedansen) som funktion af frekvensen:
Faktisk er det mest rigtigt at angive spolens reaktive modstand med 
