Stenalderanvendelse
Fyrtøj fra stenalderen bestod af en ildsten, detonator/tændsats (let brændbart pulver) og pyrit (giver glødende gnister [?]) (se også Ötzi - 5.000 år gammel stenalderjæger, også kendt under navnet Ismanden Ötzi).
Fra jernaldren langt op i tiden brugte man et ildstål til at slå imod en flintesten, for at trække gnister ned i trøsket træ eller et stykke Tøndersvamp, som var præpareret med urin (→ salpeter) for at øge antændeligheden.
Princippet med ildstål + flint blev brugt som tændanordning i de såkaldte "flintelåsbøsser" gennem mange generationer, og i princippet er det den samme mekanisme, som man bruger, når man drejer på lighterens tændhjul.
Ildstensknolde med et naturligt hul (aftryk af en koralarm) blev også anvendt som talisman.
Langt senere, nemlig da man ikke længere brugte flint til værktøj, blev jordfundne flinteøkser omfattet med ærefrygt og forstået som "tordenkiler". Det forklarer associationen mellem torden og Thors "hammer".
Litteratur/reference
- Rind, M.M. (Hrsg): Feuerstein: Rohstoff der Steinzeit ; Bergbau und Bearbeitungstechnik, Museumsheft/Archäologisches Museum der Stadt Kelheim; 3, Leidorf, 1987. ISBN 3-924734-60-7
Se også
Eksterne henvisninger
