Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Frikorps Danmark![]() Frikorps Danmark blev oprettet 29. juni 1941 som et dansk militært korps, der skulle deltage i kampene på Østfronten på tysk side. Korpsets første chef var oberstløjnant i artilleriet Christian Peter Kryssing. Mange meldte sig hurtigt til tjeneste ved korpset og allerede 19. juli 1941 rejste det første uddannelseshold til Langenhorn Kaserne ved Hamburg i Tyskland. Det var meningen at korpset skulle være et selvstændigt dansk korps, men det viste sig hurtigt, at korpset blev en del af det tyske Waffen-SS. 15. september 1941 var det nu krigsberedte korps forlagt til Treskau i Polen. Kryssing blev fyret som chef for korpset i februar 1942 da han ikke var ideologisk egnet som chef, og den nye chef blev Christian Frederik von Schalburg (Kryssing forblev dog i tysk tjeneste og avancerede i løbet af krigen til general i artilleriet). 8. maj 1942 kom så endelig ordren om afmarch til Østfronten. Korpset blev indsat i de meget hårde kampe ved Demjansk syd for Ilmen-søen og Novgorod under navnet "Kampfgruppe von Schalburg" og fik sin ilddåb 20. maj. Natten mellem 2. og 3. juni blev von Schalburg dræbt under et modangreb på de russiske stillinger. Korpset næste chef, tyskeren Hans Albert von Lettow-Vorbeck, blev dræbt under angrebet mod landsbyen Bolschoj Dubowizy få dage efter sin tiltrædelse. 11. juli 1942 blev Knud Børge Martinsen udnævnt til SS-Sturmbannführer og chef for korpset. I perioden august - oktober var korpset trukket tilbage fra fronten og var bl.a. i Danmark på orlov. I Danmark var der mange episoder med slagsmål mellem soldaterne og den danske befolkning.
5. december ankom korpset til byen Nevel og blev hurtigt indsat i kampene omkring Velikije Luki. Især i jule- og nytårsperioden 1942 var der hårde kampe i korpsets område. I marts 1943 blev korpset igen trukket ud af kampene og overført til Grafenwöhr ved Nürnberg i Tyskland. Her blev korpset opløst ved en parade 6. juni 1943, og mange af korpsets soldater blev overført til det nyoprettede "Regiment Dänemark" i "Division Nordland". Adskillige hjemsendte officerer og soldater deltog senere i Danmark i tyske og danske hjælpe- og terrorkorps, f.eks. HIPO-korpset og Schalburg-korpset. Efter afslutningen af 2. verdenskrig var der et retsopgør i Danmark, hvor mange tidligere frikorpssoldater blev straffet.
Cheferne: SS-Obersturmbannführer Christian Peter Kyssing 19.7.1941 – 23.2.1942 SS-Obersturmbannführer Christian Frederik von Schalburg 1.3.1942 – 2.6.1942 SS-Obersturmbannführer Hans von Lettow-Vorbeck 9.6.1942 – 11.6.1942 SS-Obersturmbannführer Knud Børge Martinsen 11.6.1942 – 21.3.1943 SS-Sturmbannführer P. Neergard-Jacobsen 21.3.1943 – 20.5.1943
|
![]()
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |