|
Guldregn-krydsning (Laburnum x watereri)
Guldregn-krydsning
|

|
{}Da Guldregn blomstrer fra dværgskud, kan den espalieres som frugttræer.
|
Videnskabelig klassifikation
|
|
Denne Guldregn-krydsning er en stor, løvfældende busk eller et lille træ med en tragtformet krone. Hovedgrenene er svære og kun lidt forgrenede. Barken er først olivengrøn med fine, lyse hår. Senere bliver den grågrøn og glat med lyse barkporer. Meget gamle grene får lysebrun, opsprækkende bark. Knopperne er spredte, smalle og helt dækket af sølvhvide hår. Bladene er trekoblede med elliptiske, helrandede småblade. Oversiden er mørkegrøn og skinnende, mens undersiden er lysegrøn. Høstfarven er (kortvarigt) gul. Blomsterne sidder mange sammen i lange, hængende klaser. De er bygget som ærteblomster og rent gule. Frugterne er bælge, som skifter farve fra mørkegrøn over brun til sort. Frøene en små "ærter", som modner godt og spirer villigt. Hos denne krydsning er der dog ikke mange fyldte bælge, men rodskud fra grundstammen har normal frøsætning.
Ikke-synlige træk:
Rodnettet består af nogle få, svære hovedrødder, som når dybt ned. De er kun svagt forgrenede, men på siderødderne findes der knolde med bakterier, som omsætter luftens kvælstof til biologisk nyttige forbindelser. Hele planten er dødeligt giftig.
Størrelse:
5 x 3 m (20 x 15 cm/år).
Hjemsted:
Forældrearterne til denne krydsning vokser begge i Alperne. Her optræder de som underskov og skovbryn på kalkrigrig bund i blandede skove med Almindelig Ædelgran (Abies alba), Cembra-Fyr (Pinus cembra) og Europæisk Lærk (Larix decidua).
Kilde
- Sten Porse: Plantebeskrivelser, DCJ 2003 (CD-Rom).
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
|

|