Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

Ladbyskibet

Ladbyskibet ligger i sin gravhøj på en mark ved Ladby, tæt ved kysten ved Kerteminde Fjord på Fyn. Skibet, der blev fundet i 1935, er Danmarks eneste bevarede skibsbegravelse fra vikingetiden. Hele udstillingen omkring skibet er opbygget, så den stadig ligger i den oprindelige gravhøj. Man ved ikke hvilken konge som blev begravet i højen.

I midten af højen lå skibet, med stævnen pegende mod syd. Selve skibets egetrækonstruktion er næsten borte, men aftrykket i jorden af skibets form og klinkbygningen er meget tydelig og de tilbageværende ca. 2000 klinknagler af jern understreger formen. Kølplanken i skibets bund var T-formet og gjorde skibet i stand til at føre sejl. Sejlet, sandsynligvis et råsejl, har været ca. 60 m2 stort, men det er desværre ikke bevaret. Skibet er ca. 22 meter langt og bredden ved midten er ca. 3 meter. I skibet fandtes 17 spanter, dermed var der 16 årepar, der ikke er bevaret og i alt var der dermed plads til 32 roere. Skibet var ca. 1 meter højt midskibs og havde en dybgang på 50 cm. Forholdet 7:1 mellem længde og bredde viser at Ladbyskibet var et hurtigt og manøvredygtigt krigsskib. Topfarten for Ladbyskibet var ved roning ca. 4 - 5 knob, for sejl kunne skibe skyde en fart af ca. 9 knob. Som alle vikingeskibe kunne Ladbyskibet krydse.

Stævnen var en trappetrinsstævn, hvor en stor træblok var udskåret, så den passede til bordplankernes klinkbygning. Forstavnen var formet som et dragehoved eller hestehoved. Desværre er selve hovedet gået tabt, men dragens manke ses stadig som en række tætsiddende fine jernspiraler. Dragehovedet skulle imponere venner og skræmme fjender på skibets færd. Bagstavnen var formet som en krum dragehale, der også er væk nu. I skibet ses stadig et stokanker, der ligger nydeligt i forstavnen. Ankeret vejede oprindeligt ca. 20 kilo og var udstyret med en kædeforløber af jern.

I forstavnen fandt man et forgyldt bronzesamlestykke for læderremme. Det var resterne af hundeseletøj og dyreornamenteringen i jellingstil på metallet var en vigtig detalje i dateringen af skibsbegravelsen, der menes at være fra mellem år 900 og år 950.

I bagbords skibsside fandtes en træplade på 45x60 cm, der var malet med geometriske mønstre. Farverne falmede desværre hurtigt, men man kan stadig se resterne af pladen som en mørk plet.

I skibet lå flere sæt seletøj til heste, med bidsler, stigbøjler, sporer og spænder.

Skibets ejer, en konge var lagt i et gravkammer, muligvis på en seng. Gravkammeret var bygget i træ mellem agterstavnen og masten, på den plads hvor skibet oprindeligt blev styret fra. Hele skibet var derudover blevet overdækket af en trækonstruktion.

Graven har været plyndret, og kongen er rådnet væk, men man har dog fundet rester af en fint guldindvirket byzantisk silketunika og pelsrester og fjer, der muligvis er resterne af høvdingens sengetøj. Ved gravkammeret blev fundet omkring 600 rester af forskellige småting, der vidnede om en fornem begravelse - f.eks. et bæltespænde, en sølvtallerken, et bronzefad, et spillebrædt og en træspand.

Udenfor rælingen blev fundet 45 pilespidser, med rester af pileskafterne. Derudover fandtes en skjoldbule i skibet. Men derudover fandtes ingen våben, hvilket er usædvanligt. Man mener at de fleste våben er blevet fjernet i forbindelse med gravplyndringen, der skete efter at den solide skjoldbule var rustet så meget at den kunne brækkes i to stykker.

Den døde høvding blev fulgt i graven af 11 heste, der i kropsbygning minder om nutidige Nordbakker, med et stangmål omkring 1,25 meter. Ud over hestene fandtes mindst 4 hunde. Knoglerne af dyrene ses stadig i bunden af skibet. Skibet var slæbt op på land og over skibet og gravkammeret var lagt græstørv, der dermed danner Ladbyhøj.

Ladbyhøj var oprindeligt noget højere, men pløjning har udjævnet den en hel del. I efteråret [[1934] stødte gårdmand Erik Eriksen på store sten i nordenden af højen. Han tilkaldte amatørarkæolog Poul Helweg Mikkelsen, der startede udgravningen. Da man fandt de første klinknagler overtog Nationalmuseet udgravningen. Udgravningen blev afsluttet i 1936.

Nær ved Ladbyhøj ligger museumsbygningen i en gammel stråtækt bindingsværkgård. På museet findes en udstilling om fund fra vikingetiden i området. Selve museet og højen ligger temmlig afsides af en meget lille vej. Øst og sydøst for Ladbyhøjen findes almindelige gravpladser med indtil videre 11 udgravede grave fra vikingetiden.

Kilder/Henvisninger

  • Udstillingen i Ladbyhøj
  • Brochure fra Ladbyskibsmuseet: Ladbyskibet - en skibsbegravelse fra vikingetiden. Krogager 2003
  • Povl Engelstoft: Hagerups konversationsleksikon. 1952. Bind 6, side 487.


Denne artikel var dagens artikel den 29. november 2004.



Denne artikel er fra Wikipedia.
Læs artiklen hos Wikipedia.





Boligstedet.dk
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger i hele landet.
Lejebolig i Aarhus
Lejebolig i København
Lejebolig i Odense
Lejebolig i Aalborg
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring
Varmepumpepuljen
Varmepumpepulje åbner i 2023. Få tilskud til varmepumpe. Varmepumpepuljen


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.