|
Refugium (økologi)
Et økologisk refugium er et tilflugtssted, som har levevilkår, der afviger klart fra omgivelsernes. Det kan være et sted med sydhæld, hvor varmekrævende arter har kunnet overleve siden varmeperioden i Stenalderen. Det kan også være et kildevæld, hvor vandet holder omgivelserne fugtige og kølige året rundt, så istidens arter har fundet passende nicher. Eller det kan være en have eller park, hvor planter og dyr ikke bliver fordrevet med alle midler, og hvor forhadte og sjældne arter kan få ro.
Refugier virker som øer, hvor det er muligt at overleve – ofte kun lige med nød og næppe. Det kan skabe afgørende muligheder for arterne, hvis omgivelsernes økologiske vilkår ændres i gunstig retning. Da vil refugierne kunne fungere som spredningscentre. Dette er ikke teoretiske betragtninger, men den virkelige historie om de planter, der bliver betragtet som ”hjemmehørende” danske. De klarede sig kun gennem istiderne, fordi de kunne overvintre i refugier i Syd- og Sydøsteuropa. Derfra spredtes de tilbage til Nordeuropa, da klimaet blev mildere.
Kilder
Litteratur
- Heinrich & Hergt: "Munksgaards Økologiatlas" ISBN 87-16-107756
- Gisi: "Bodenökologie" ISBN 3-13-747201-6
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
|

|