Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
SaltholmSaltholm er Danmarks 21.-største ø, beliggende i Øresund 5 kilometer øst for Amager og cirka 12 kilometer fra Rådhuspladsen i København. Øresundsforbindelsen passerer øen cirka en kilometer mod sydvest. Øen er 16 km² og har højeste naturlige bakker på 1-2 meter over den flade strandeng. Træer er der så godt som ingen af, og øen har en flad strandeng, som oversvømmes i stormvejr, øen har derfor siden middelalderen primært været brugt til græsning. Cirka 1.000 køer græsser på øen om sommeren.Plantelivet er rigt og omfatter blandt andre Blå Iris (Iris spuria), lægeurterne Bulmeurt (Hyoscyamus niger) og Almindelig Hjertespand (Leonurus cardiaca) og den sjældne Øresunds-Hønsetarm (Cerastium diffusum ssp. subtetrandrum). Dette var i 1983 medvirkende til, at øen blev fredet. En planlagt ny lufthavn på Saltholm blev herefter opgivet. Øens fugleliv er et af Danmarks rigeste. I træktiden kan øen tiltrække omkring 70.000 fugle. 18.000 par fugle yngler hvert år på øen. Specielt skal nævnes edderfuglekolonien som er Danmarks største. En lille sælkoloni er også en del af dyrelivet på øen. Af naturressourcer på øen har kalkenen endvidere været udnyttet. Kalken blev brugt til mørtel og især til genopbygningen af København efter de omfattende brande i 1700-tallet. Den erhvervsmæssige brydning standsede dog i 1935. Saltholms historie går tilbage til omkring år 1230, hvor navnet første gang kan ses i Kong Valdemars Jordebog. Her skænkede Valdemar Sejr øen til Roskildebispen Niels. Saltholm har været anvendt som karantænestation under pestepidemien i 1709. Alle udlændinge, der ønskede at besøge København, skulle opholde sig 40 dage på øen. Saltholm blev af staten i 1873 solgt til landmænd på Amager, og er i dag ejet af cirka 200 lodsejere. Militært har øen været anvendt som en del af Københavns fæstning i begyndelsen af det 20. århundrede. Under 1. Verdenskrig blev der opstillet to kanonbatterier på øen og der blev udstationeret soldater. I 1915 blev der bygget et tipvognsspor, som forbandt kanonerne med havnen. I en kort årrække fra 1919 til 1936 havde øen en skolebygning, og der har været faste beboere på øen siden middelalderen. Størst har befolkningstallet været om sommeren. I 2002 har øen alene tre faste beboere.
|
![]()
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |