Etisk diskussion
Fordømmelsen af seksuelle forhold imellem voksen og barn (seksuelt misbrug af børn) skyldes hovedsagelig den antagelse, at barnet er et offer for den voksne krænker. Her følger en gennemgang af den sparsomme litteratur om de etiske aspekter.
Pioneren, sociologen David Finkelhor (1979) har skrevet om SMB. Han mener, at både ofre og krænkere har krav på en forklaring på, præcis hvad der er forkert ved dette. Først afviser han tre almindelige argumenter:
- SMB er intrinsikalt forkert, fordi det er unaturligt. Argumentet ville også gælde homoseksualitet og må afvises.
- SMB indebærer seksualisering af børn. Men børn er i forvejen seksuelle på deres eget plan.
- SMB er psykisk skadeligt for barnet. Men dette er vanskeligt at afgøre empirisk.
(Angående skade, siger Finkelhor også, at selv hvis skaden skyldes social stigmatisering, som nogle forskere siger, bør barnet beskyttes imod en sådan.)
Finkelhor fordømmer SMB fordi barnet ikke kan give informeret samtykke. For at give dette skal en person både vide hvad han skal vælge, samt frit kunne vælge. Men barnet er seksuelt uvidende i forhold til den voksne. Og hun kan ikke siges at vælge frit, da hun står i et asymmetrisk magtforhold til den voksne, på samme måde som en klient og en terapeut. Da barnet mangler viden og magt over sit eget liv er det seksuelle forhold forkert. Argumentet er således uafhængigt af empiriske undersøgelser af skadevirkninger.
Psykologen Gunter Schmidt (2002) er enig med Finkelhor. Han skelner imellem to diskurser:
Den traditionelle børnemishandler diskurs. Denne diskurs deles af "fundamentalister og barstolsmoralister", og karakteriseres som "grov, stærkt emotionel, overgeneraliserende og fordomsfuld". Kun typen af skade på barnet har ændret sig i de sidste 100 år. Tidligere var skaden moralsk fordærv, mens den i dag er "psykologisk katastrofe og emotionel død".
Den anden type diskurs, som Schmidt abonnerer på og som har større betydning i dag, karakteriseres som "en bred social konsensus". Denne baserer sig på lighed og autonomi. Seksuelle afvigelser forbydes ikke længere pga. deres indhold, men snarere på grund af at det krænker disse grundværdier. (Sadomasochisme og affaldssex er ikke længere så tabuiseret, hvis bare forholdene er frivillige. Omvendt anses prostitution i visse kredse for umoralsk, fordi der er et magtforhold.)
Seksuelle forhold imellem børn og voksne krænker barnets selvbestemmelse, fordi barnet dybest set ikke besidder den samme viden om det seksuelle som den voksne. Derfor kan han ikke siges at vælge på samme måde som den voksne.
Det fleste flertal af fagfolk må antages at være enige med Schmidt og Finkelhor.
Kritikeren Bruce Rind henviser til eksempler i faglitteraturen på positive seksuelle forhold imellem voksne og børn ned til 8 år. Desuden henviser han til pædofili som yngelpleje blandt aber og til pæderasti i andre kulturer. Magtforholdet imellem barn og voksen har her været anset som positivt, da barnet antoges at lære af den voksne mand. Således er det ikke a priori problematisk at der er magt i et pædofilt forhold.
En anden forsker, Paul Okami, gør sig til talsmand for en lignende holdning. Men han mener ikke at voksnes seksuelle forhold til børn nogensinde vil blive tilladt. Årsagen til dette er først og fremmest synet på seksualitet som "farligt" og børn som uskyldige og sårbare, hvis ikke som "hellige".
Når man har været tilbøjelige til at antage at SMB er til skade for barnets psykiske helbred, skyldes det, at vi i vort pluralistiske samfund af mangel på en guddom, der kan diktere moralen, vender os imod utilitarismen som moralfilosofi. Vi har en tilbøjelighed til at kigge efter skade eller lidelse for at kunne rationalisere moralske domme.
Som kritik af Okami kan man spørge om voldtægt af voksne kvinder ville være moralsk tilladeligt, hvis det ikke medførte skade? Svaret må være nej. Det samme kan gøres gældende ved SMB.
Kritik af diskussionen kommer bl.a. fra psykiateren Emil M.L.Ng.
Han anfører at hvis forkertheden ikke skyldes psykologisk skade, men det manglende samtykke, hvorfor skal det seksuelle område så behandles anderledes end andre interaktioner imellem børn og voksne? Sikrer forældre sig i hverdagen deres barns samtykke? Og har man undersøgt skadevirkningerne ved f.eks. at tvinge børn til at gå i skole? Kun på det seksuelle område hvor der er forskellige holdninger blandt voksne diskuterer man samtykke. Argumenter fra både pædofile og samfund bør derfor betragtes som et politisk spil voksne spiller med hinanden.
Litteratur
Psykiske skader:
- H.B. Larsen & I. Leth, Psyke & Logos. Nr. 2/1999. Dansk psykologforening/Københavns Universitet. Temanummer om "Børn og seksualitet"
- Rind, B., Tromovitch, P., & Bauserman, R.: A meta-analytic examination of assumed properties of child sexual abuse using college samples. Psychological Bulletin, vol. 124, no. 1, 1998, pp. 22-53.
- Stevenson, J.: The treatment of long-term sexual abuse. Journal of Child Psychology and Psychiatry, vol. 40, 1999, pp. 89-111
Etisk diskussion:
- Finkelhor, D., "What’s wrong with sex between adults and children?" American Journal of Orthopsychiatry, vol. 49, 1979, pp. 692-697.
- Archives of Sexual Behavior. December 2002.
Personlige beretning om seksuelt misbrug:
- Kristian Ditlev Jensen: Det bliver sagt. Gyldendal, 2001. Om seksuelt misbrug.
- Henrik Steen Møller: Rejse i erindringen. Politikens forlag, 2003. Blandt andet om en positiv pædofil oplevelse.
Se også
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
