Spiseforstyrrelser

Når følelser kan være svære at rumme, så skyldes det ofte, at man ikke har lært, hvordan man håndterer og rummer følelser - men i stedet har lært fra andre, at man hellere skal benægte dem. Således vil der ofte være en tendens til, at en spiseforstyrrets forældre heller ikke har nemt ved at rumme de følelser, der er tale om. Dette kunne eksemplificeres ved sund vrede i forbindelse med grænsesætning. Måske man har skullet passe på sin mors skrøbelige sind og tage sig i agt for sin far, som måske ikke har villet acceptere nogen udfordring af sin bestemmerrolle.

De følelser, der er svære at rumme, handler ofte om tilknytning til andre mennesker, og individualisering, som danner grundlag for identitet, målrettet vilje og personligt ansvar. Når man har svært ved at tillade sig selv at mærke disse typer af følelser, vil man ofte have svært ved at få tilgodeset sine behov: alle behov dækkes med mad - hvad enten der er tale om behov for at være tæt på andre mennesker og modtage deres interesse og omsorg, eller om der er tale om behov for at kunne definere sig i forhold til andre mennesker og skabe sig en identitet, der danner grundlaget for et sundt selvværd.

Det virker næsten naturligt, at mange spiseforstyrrede ikke ved, hvorfor de er spiseforstyrrede. Det kan også virke naturligt, at de ofte er plaget af tomhedsfølelser og ikke kender deres egne grænser - eller ved, hvad de har lyst til (ud at over i forbindelse med mad). Dette er naturligt, fordi en spiseforstyrrelse kan ses som et forsøg på at dulme og flygte fra sine følelser og behov - og i det omfang det lykkes, vil man selvfølgelig ikke kende sig selv eller kunne tilgodese sine egne behov. Hvor en spiseforstyrrelse kan ses som et forsøg på at håndtere bestemte tunge følelser og besværlige behov, så må det dog også anses for at være en dårlig strategi, som umiddelbart har flere ulemper end fordele. Når dette er sagt, så skal det også siges, at spiseforstyrrelsen måske har været den eneste mulige løsning på et tidligere tidspunkt i ens liv. Ved en psykologs hjælp kan man dog skabe en by løsning i ens fremtid.

Hvis man laver terapi i forbindelse med spiseforstyrrelser ud fra denne forståelse, så handler terapien helt centralt om at skabe kontakt til sine følelser og behov. Det er sjældent særligt effektivt at fortælle folk, at de ikke skal være bange for deres følelser. Det er meget vigtigt, at den spiseforstyrrede tør risikere at mærke efter og åbner øjnene for at se, at psykologen ikke afviser dem på grund af disse følelser. Dette er langt den mest effektive måde at opdage på, at man godt kan håndtere de typer følelser, som man har svært ved. Dygtige psykologer kan først og fremmest skabe en stemning, der er tryg nok til, at man tør risikere denne nye undersøgelse af sine følelser og behov.

Den spiseforstyrrede vil ofte opleve, at vedkommende mister en del kontrol over sit liv, når personen mærker sine følelser for første gang - hvilket også er meget naturligt, da personen ikke tidligere har øvet sig i at håndtere disse følelser på en god måde. Sammen med psykologen kan man dog undersøge nye og mere adaptive måder at forvalte sine følelser og behov på, som skaber grundlag for en meget mere holdbar livsførelse.

En rask spiseforstyrret oplever en utrolig energi i sit liv som rask. Når al den energi, som hidtil er blevet brugt på at være optaget af mad, bliver frigivet, ser man ofte at alle de ambitioner personen har, kan opfyldes alene ved hjælp af dette energioverskud. For nogle vil den første periode som rask dog være vanskelig, netop på grund af dette enorme overskud af energi - og ikke mindst overskud af tid. Derfor er det normalt med perioder af tilbagefald indtil den, som tidligere var spiseforstyrret, finder ud af at bruge sit overskud konstruktivt.

Dette dysfunktionelle system til at evaluere selvværd opleves konkret af personen som negative automatiske tanker. Ideen i begrebet negative automatiske tanker er, at tanker, følelser og handlinger hænger sammen og påvirker hinanden. Centralt for kognitiv adfærdsterapi er en opfattelse af, at den fortolkning, som knytter sig til en situation, som bliver tydelig for personen i dennes negative tanker, har en stor indflydelse på, hvad vi føler og hvordan vi handler. Lad mig give et eksempel.

Hvis man sidder sammen med et par bekendte, som dagen inden har oplevet noget særligt sammen, som de snakker om, vil det ikke være usædvanligt for en spiseforstyrret at føle sig udenfor. Det vil dog heller ikke nødvendigvis være usædvanligt i det hele taget. Hvad der kunne være beskrivende for den spiseforstyrrede er, at personen ville fortolke situationen sådan, at de andre ikke kan lide personen, fordi hun er fed og grim. Dette hænger sammen med en følelse af ikke at være god nok og at miste al kontrol. Endelige afføder det en endnu hårdere diet (for anorektikere), et spiseanfald, som efterfølgende fører til opkastning (for bulimikere) eller trøstespisning (for overspisere). Ingen af disse "løsninger" løser problemet.

Det som er værd at lægge mærke til her er, at fortolkningen måske ikke er realistisk og ikke fører til følelser og handlinger, som hjælper på situationen. I kognitiv adfærdsterapi vil man ofte søge at identificere de automatiske negative tanker (at andre ikke kan lide en, fordi man er fed og grim), for efterfølgende at undersøge, om de er rimelige eller skal erstattes af nogle alternative tanker.

For det første må man undersøge de beviser, som taler for, at andre ikke kan lide en. I denne situation taler de to bekendte om deres fælles oplevelse - og de har måske haft fælles oplevelser tidlige, som de har talt om på samme måde. Det beviser dog ikke, at de ikke kan lide en. Faktisk er der en masse andre episoder, der taler for, at de faktisk godt kan lide en - hvor man selv har været en del af de fælles oplevelser. Det vil være typisk for en spiseforstyrrets automatiske negative tanker, at de udvælger et bestemt negativt aspekt af virkeligheden og ser bort fra alt andet.

For det andet må man også undersøge, om man realistisk kan kaldes fed og grim. Næsten alle anorektikere er stærkt undervægtige, og at se sig selv som fed er i denne situation kan minde om en vrangforestilling. Bulimikere er ofte normalvægtige, og vil således kun blive opfattet som fede, hvis kriterierne for fedme er væsentligt anderledes end hvad de kunne være. Det er meget typisk for spiseforstyrrede, at kriterierne for fedme og skønhed ikke synes at være indfriet, medmindre man har nået et eller andet utopisk mål.

For det tredje må man også undersøge, om det er realistisk, at folk ikke kan lide en, hvis man nu er fed og grim. Som regel er det kun spiseforstyrrede, der lægger så stor vægt på fysisk fremtoning, at de antager, at dette er det eneste kriterium for, om andre kan lide en. Ens bekendte vil dog ofte mene, at man er et godt menneske og en god ven - uanset, at man ikke ligner en fotomodel.

Endelig må man erstatte de tanker, som ikke er rimelige, men nogle alternative tanker. Dette kan godt være lidt vanskeligt, da de negative tanker netop er "automatiske", hvilket betyder, at de indfinder sig meget hurtigt og måske uden for bevidstheden. I det øjeblik man har undersøgt dem for beviser, vil man dog være klar over, hvad de indeholder, og det vil være lettere at finde et realistisk alternativ. Et alternativ til den ovenstående negative automatiske tanke (at andre ikke kan lide en, fordi man er fed og grim) kunne være, at 1) de kun taler mere med hinanden, fordi de lige har oplevet noget sammen og 2) at hvis man vil være en del af samtalen, så skal der ikke mere til end at spørge interesseret og dele de andres entusiasme.

Terapi ud fra disse retningslinier er ikke helt så ligetil, som det kan se ud. Som nævnt under overskriften "Interpersonel psykoanalyse", så kan man ikke bare fortælle folk, at de skal holde op med at være bange for noget. De er nødt til selv at opleve, at der ikke er noget at være bange for. Hvor dette i afsnittet ovenfor implicerede, at den spiseforstyrrede må tage chancen i det mindste sammen med psykologen, så implicerer det i kognitiv adfærdsterapi, at man skal være systematisk. Hermed menes, at man skal lave mange af de ovennævnte undersøgelser af tankernes rimelighed - og erstatte urimelige tanker med alternative tanker. Efter en periode med en sådan øvelse vil man som regel opleve, at man nu fortolker situationen på en ny måde i retning af ens alternative tanker. Dette skaber andre, mere positive følelser, som ikke nødvendiggør uheldige løsninger som spiseforstyrrelser. En rask spiseforstyrret vil således ikke længere have et dysfunktionelt system til evaluering af selvværd - og vil fremdeles opleve et meget mere positivt selvværd, som gør mange ting meget lettere.