Telefonlinje

Linjen er en to-tråds kobberforbindelse, og kun i specielle tilfælde benytter man stadig jordforbindelsen som en tredje leder. Af de 3 ben i de danske telefonstik benytter man således normalt kun de 2 parallelle stikben, og lader det tredje ben (på tværs) ubenyttet. De 2 ledere benævnes normalt a- og b-tråden, men kan også ses benævnt L₁ og L₂.

Abonnentlinjens signaler:
På en normal telefonlinje i ro kan måles en DC-spænding på ca. 48 volt. Den kan godt variere (med afstanden til centralen), og formålet er at give spænding til telefonapparatets ekstrafunktioner, hvis sådanne findes. Ellers er telefonapparatet højimpedanset og trækker ikke DC-strøm.

Parallelt over apparatets DC-kredsløb sidder klokkekredsløbet, der er koblet til gennem en kondensator og dermed kun reagerer på ringespændingen, der er en vekselspænding.

Løftes røret, kobles telefonapparatets DC-kredsløb ind, og en DC-strøm trækkes fra telefonlinjen. Dette registreres på centralen, der sænker linjens spænding til ca. 6-8 volt. Samtidig overlejres denne DC-spænding med en klartone (440 Hz), også kaldet summetone. Niveauet for denne tone ligger mellem -10 og 0 dBm (ca 0,3 - 0,7 volt RMS).

Når nummeret tastes, udsender telefonapparatets tastaturkredsløb en DTMF-kode, som centralen opfanger. I de ældre dages nummerskivetelefoner gav nummerskiven (drejeskiven) nummerimpulser. Ved skivens tilbageløb blev apparatets DC-kredsløb kortvarigt afbrudt hver gang et tal passeredes (så '1' gav 1 afbrydelse, og '0' gav 10). Hvad enten nummertagningen sker med tastatur eller nummerskive, opfatter centralen de sendte cifre og opbygger på grundlag heraf den ønskede forbindelse.

Samtalen på linjen ligger balanceret over de 2 tråde og løber i begge retninger samtidig. Dette gør at man over lange afstande må skille signalerne ad i en såkaldt gaffelkobling for at kunne forstærke dem.

Så for at opsummere, så overfører en telefonlinje både kraftige og svage vekselspændinger og forskellige DC-niveauer. Linjen i sig selv har normalt en impedans på 600 ohm. Trådene er parsnoede for bl.a. at hindre at 2 linjer, der ligger ved siden af hinanden, kan overføre signaler til hinanden (overhøring). Selve balanceringen virker støjundertrykkende overfor common-mode støj, men parsnoningen gør linjerne næsten immune overfor indstråling af different mode støj.

Telefonkabler nedgraves i jorden eller indhales i beton- eller plasticrør. Kablerne kan indeholde 10-20-50-100-200-500-1000-1800 par. Isoleringen var i ældre tid blot papir med en vandtæt blykappe om hele kablet (kabelsjælen), men nu nedgraves kun plastisolerede kabler, som regel vaselinfyldte for ekstra beskyttelse mod vandindtrængen fra beskadigelser og evt. utætte muffer.

Linjerne mellem 2 centraler overfører samtaler til andre områder. For at spare linjer, multiplexes flere samtaler ind på hver linje.

Se også:

• Telefon