Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
KrogenKrogen, eller Ørekrog, var en borg bygget omkring 1420 på den yderste kystbanke nord for fisker- og færgebyen Helsingør.Det var Erik af Pommern, der beordrede Krogen bygget som værn mod rigets fjender. Krogen erstattede Gurre slot som regionalt forsvarsværk og kongebolig, og delvist også Flynderborg, der var indrettet på et bakkedrag syd for byen og mest brugtes som tilflugtsborg. Med Krogen placeret med sine kanoner på Helsingør-siden og et modsvarende borganlæg i Helsingborg (Kernen/Kärnan), kunne indsejlingen gennem Øresund kontrolleres, og hvad var mere logisk end at indføre en sundtold på de skibe, der passerede. Tanken var ikke kongen fjern; han stammede fra Pommern, hvor det var almindeligt at opkræve 'beskyttelsespenge' af de rejsende på floderne. Krogen var efter datidens målestok en stor fæstning. Grundmålene svarer nøjagtigt til Kronborg, idet dette nyere slot er bygget direkte ovenpå og udenpå de gamle bygninger. Det gamle Krogen er synligt mange steder i det nuværende Kronborg, blandt andet den østlige del af nordfløjen, hvor 'Erik af Pommerens værelse' ligger. Der er store dele af murværket og tømmerkonstruktionerne, ja endda en af de store træsøjler, helt tilbage fra Krogens tid. Krogen, der oprindeligt bestod af en firkantet ringmur med nogle få bygninger indenfor, blev jævnligt udvidet med flere bygninger, og da de mange tilbygninger efterhånden gav et rodet udseende, besluttede Frederik 2 at rejse et helt nyt slot med Krogen som grundlag. Dette skete i perioden 1570-1590, og samtidig skiftede borgen navn til Kronborg. Der var en ikke uanselig bødestraf til dem, der af gammel vane kom til at kalde det nye slot for Krogen.
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |