Stóra Dímun

Den vestlige side af øen udgøres af højt, lodret forbjerg, med det højeste sted Høgoyggj på 396 m, og mod nordvest ses den 27 m høje fritstående klippe Øssursdrangur, hvor høvding Øssur Havgrimsson ifølge sagaen skal være begravet.

Før i tiden var der til tider op til 30 personer på øen. Det kunne være svært at få tjenestefolk til øen, og derfor hvervede man fattige fra andre bygder, som fik kost og logi for deres arbejde. Man tog også imod folk, der havde brudt loven.

Indtil 1938, hvor man byggede et betonhus til bådene, var man nødt til at hejse dem 100 m lodret op, og de blev så opbevaret i en dam ved gården, for at de ikke skulle tørre ud (se beretningen om det farlige liv på øen).

En kongsbonde er en slags forpagter, der i sin tid fik kongebrev på, at han havde ret til at drive jorden, hvis han opfyldte sine forpligtelser. Sønnen har stadig arveret, og i otte generationer har efterfølgere af datidens kongsbonde arvet denne titel: Slægten har været på øen i over 200 år.

Med tiden blev det svært at få tjenestefolk om vinteren. Efter høhøsten i 1971 flyttede familien til Torshavn hver vinter og efterlod dyrene på øen. Ladedørene åbnedes, så de kunne søge beskyttelse i stormvejr.

Sønnen Óla Jakop overtog i 1980 gården efter Janus Úr Dímun. I 1985 kom der helikopterforbindelse til de isolerede bygder. I 1986 flyttede familien permanent tilbage til øen og flyver ca. en gang om måneden til Tórshavn for at pleje sociale kontakter. Da børnene var i skolealderen, kom lærerinden Anna Lütsen hver tredje uge med helikopter for at undervise børnene i fem dage.

Der er mulighed for et ca. 10 minutters ophold på øen: Tag den sydlige helikoptertur fra Torshavn i klart vejr (rimelig pris), og spørg om de lander på St. Dímon. Helikopterturen i sig selv er en fantastisk oplevelse man aldrig vil glemme: Atlantic Airways tlf. 341060 booking@atlantic.fo www.atlantic.fo I højsæsonnen er det en fordel at reservere i god tid.

Erik Christensen 2003

Øen iigner gigantisk fæstning i Atlanterhavet. Uden overdrivelse tør man trygt påstå, at Dimon er en af de sælsomste øer i Europa. Hvis der fandtes en Baedecker for Færøerne, vilde denne enestående basaltblok i hvert fald ikke have haft mindre end tre stjerner.

Øen er tre kvadratkilometer stor og utilgængelig til alle sider. Den blåsorte basalt strækker sine lodrette vægge ned mod havfladen, og på intet sted i mindre højde end hundrede Meter. På øens sydside findes den eneste opgang, og denne er til dels skabt på kunstig vis med trin, der er hugget ind i Klippen, og et rækværk, bestående af reb trukket igennem jernringe. Her kan man, såfremt vejrguderne tillader landing med båd, klatre op. Alle Mennesker, der har været på Dimon, omtaler det med en vis stolthed. Og ikke uden grund. Det gør et overvældende indtryk, især på den svimle, til den ene side at skue opad en tilsyneladende uendelig basaltmur, og en meter til den anden side, lige så langt ned. Der findes også trin i denne trappe, der har krævet død, men er man blot forsigtig, ikke spekulerer videre og ser lige ud i Luften, så er det faktisk muligt for selv en uøvet fjeldvandrer at komme op.

Man befinder sig i et eventyrland. Øen er jævn foroven og ganske grøn og frodig. Man står som på en eng, der er udspændt midt mellem himmel og hav. Køerne og fårene vader i det høje græs, skyerne sejler sagte henover himlen, man er borte fra verden og tiden, dalet ned mellem bellis og smørblomster som på en elysæisk klode.

Men rundt om denne idyl går afgrunden. Fuglebjergene på Dimon er de største og rigeste på Færøerne. Tusinder og atter tusinder af lomvier og søpapegøjer bliver fanget her hver eneste sommer.

På Store Dimon findes kun een gård. Kongsbonden og hans husstand, som regel en halv snes mennesker, er øens eneste beboere. Hele Vinteren igennem lever de som i et fængsel. Kun i stille vejr kan man lande ved øen, og opgangen er ikke farbar i frostvejr. Der kan derfor godt gå Måneder, hvor Dimon ikke har forbindelse med omverdenen. Men materielt set har Dimonbonden det godt. Ganske vist kan mán ikke drive fiskeri fra øen, men landbruget er særdeles lønnende. Der kan holdes ca. tredive køer og hundreder af får i det grønne fjeld, og fuglefangsten kaster godt af sig.

Der går utallige sagn og fortællinger om livets farlighed på Dimon. Sandelig har også adskillige i årenes løb fundet deres død i fuglebjergene.

I 1874 faldt Sognepræsten, pastor Jensen fra Sandur ned, da han, efter endt gudstjeneste på øen, vilde stige ned til landingspladsen, og af kongsbønderne er de fleste omkommet ved ulykker i fjeldet. Denne mærkelige eventyrø i oceanet, der så sjældent får besøg fra omverdenen, rummer således ikke blot en godt gemt idyl, men også adskillig gru. - Og det er måske netop i denne kontrastvirkning, at dens trylleri består.

Myte og mystik ruger over Dimons tågeklædte top, og når passagerbådene ved sommertid passerer kolossen, får turisten af den indfødte besked om øen, hvor ingen bonde dør i sygeseng. Hver barn på Færøerne ved at fortælle om Store Dimon.

I det følgende skal berettes nogle af de hændelser, der gennem tiderne har fundet Sted på Dimon, fald i bjerget og død - hændelser, der nok har knuget ø og folk, men ikke kuet.

En smuk sommersøndag i Juli 1924 var folk fra Suðuroy på udflugttil Sóra Dímun. Alt gik godt, og oppe på gården nød man gæstfri behandling hos bonden, Ole Jacob Jensen, en mand i tredive års alderen. Da gæsterne skulle begive sig på hjemvejen, tilbød bonden at demonstrere for dem, hvorledes man bar sig ad med at "rane" æg i bjerget. Han og hans kone fulgte så gæsterne ned til stranden, hvor de tog opstilling og spændt fulgte en mand, der fra øen blev firet ned i line. Fra afsats til afsats svingede han sig så behændigt, at alle måtte beundre hans dygtighed. Da han var nået helt ned, løste han æggeprillen (et sammenfoldet tørklæde, bundet om livet) af sig og smøg sig derpå ud af linen. Bonden åbnede prillen for at vise gæsterne, at man aldrig finder to lomvieæg af ens udseende. Gæsterne flokkedes tæt sammen for at se denne smukke æggedynge i alle dens rigt nuancerede farver. Bonden stod i midten med konen ved sin side. Medens dette gik for sig på stranden, var mændene øverst på bjergkanten begyndt at hejse den tomme line op. Da vilde uheldet, at en bugt af linen gled henad over et fremspring i bjerget, og en sten rev sig løs. Den faldt i susende fart nedad og ramte bonden lige i hovedet. Uden at give en lyd fra sig faldt denne stendød om for fødderne af konen og de rædselsslagne udflugtsgæster. Således endte denne ellers så indholdsrige og interessante dag i uhygge og sorg. Bondekonen på Dimon var, som så mange forgængere, blevet enke en blomstrende livsdag. Denne ulykke er ikke den eneste, der har fundet sted på Store Dimon; nej, desværre. Denne ø, som om sommeren med rette kan siges at flyde med mælk og honning - rig på kvæg, får og fuglevildt - har altid været hård mod sine herskere. Blodig rente har den krævet af ydelser. Foruden mange andre er ikke færre end tre af de seneste bønder omkommet mellem øens forrevne tinder.

Førnævnte Ole Jacobs fader hed Jens (Jens Ole Jacobsen). Han var vidt og bredt kendt som en uhyre dygtig, meget belæst mand, der røgtede øen vel og holdt den i mønsterværdig stand. Men mange og tunge sorger faldt det i hans lod måtte bære i sine dage. Han bar dem, som det prægtige mandfolk han var. Trods det, at han i sin bedste alder blev fuldkommen blind - han var da fyrretyve år - faldt han ikke sammen. Også denne byrde bar han med rank ryg og stoisk tålmodighed.

Jens var tre gange gift og havde syv eller otte børn med sin første kone. Det ældste af disse børn var den dreng, der fire år gammel druknede i en dam udenfor gården. Ole Jacob døde som omtalt på stranden hin sommerdag. De andre søskende døde alle som børn i sygeseng. Også moderen døde ung.

Det gik således til med drengen, som druknede i dammen: I den gamle røgstue på Dimongården fandtes to udgange, en på hver side. Den gamle bedstefader skulde passe drengen og samtidig røgte et andet hverv. Drengen sad og legede med en båd, og uden at bedstefaderen lagde mærke til det, stolpede han ud gennem den dør, man sædvanligvis ikke benyttede. Efter rum tids forløb savner bedstefaderen drengen, går ud for at lede og finder ham død i dammen. Drengen har selvfølgelig prøvet på at søsætte sin lille båd og er så utvivlsomt styrtet på hovedet ud, og har, så lille han var, ikke kunnet bjerge sig igen.

En dag skulde Jens - han havde på det tidspunkt mistet synet - sejle en håndværker, der havde været på Dimon og udført et arbejde, til Suðuroy. Båden var en firemandsfarer, og blandt mandskabet befandt sig to af bondens sønner. Vejret var til at begynde med så nogenlunde, men vinden voksede og tog uafbrudt til i styrke. Kommet et godt stykke ud, vest for øen, siger bådsmandskabet til bonden, at nu vinder de ikke længere frem, og at det er ugørligt at ro Suderøen op, og eneste udvej er at vende om. Bonden mente, at i så fald de havde kræfter holde båden op i vinden, så vilde den vendende strøm (strømmen skifter med tidevandet) drive dem op i læ af Suderø. Kyndige mænd var senere enige om, at havde mandskabet fulgt bondens råd, så var de nået frem, men de var blevet modløse og vilde kun ændre Kurs. Det blev gjort, og de drev så med vinden og uvejret i ryggen øst om øerne. Havet var oprørt, og pludselig brød en brådsø. Den skyllede ind over båden og førte den yngre af bondens sønner, der sad og styrede, med sig i dybet. Da var tilstanden inden bords elendig; mændene sad forsagte, og Jens selv, den mest erfarne af dem, sad blind. Men der var intet andet at gøre, end at lade stå til. Båden drev videre over det frådende hav østpå og i nordlig retning hele den lange færd til Húsavík på Sandoy, hvor landing lykkedes. Men da var de en mand mindre i båden.-

Jens giftede sig anden gang med en pige fra Husevig. Men også i dette ægteskab fulgte den tunge skæbne ham. Det første barn, som konen fødte ham på Dimon, var dødfødt. Anden gang hun var med barn, rejste hun i god tid til Husevig for, om det gjordes nødvendigt, at kunne nyde lægehjælp. Men hverken jordemoder eller læge formåede det mindste. Hun døde i barselseng og barnet fulgte hende.

- Jens ægtede tredje Gang en pige, ligeledes fra Husevig. Hun fødte ham, medens han levede, fem børn og det sjette kort efter hans død i bjerget, hvilken tragisk hændelse gik således for sig: Det huede ikke bonden, at mallemukken (en mågeart) formerede sig så stærkt på øen, thi denne fugl fordriver den langt mere værdifulde lomvie. Han gjorde sig derfor alle mulige anstrengelser for at udrydde denne rovfugl. En dag i slutningen af maj i året 1918 var han og en atten års dreng draget i bjerget for at ødelægge mallemukæg. (Ødelægger man Æggene, så ruger Mallemukken ikke samme år igen). Et af pigebørnene fra det sidste ægteskab var med på turen. Jens støttede sig, som han plejede, til pigen med hånden på hendes skulder. At gå stærblind i bjerget, hvor et fejltrin betyder den visse død, skulle man synes fordrede et uhyre mandsmod og en egenartet sjælsstyrke. Men således gik Jens så tit. Imidlertid blev drengen firet ned på lomviehylderne for at rulle æggene ud, og bonden selv satte sig ved den anden ende af linen. Drengen bevægede sig fra afsats til afsats, og arbejdet gik vel fra hånden, men pludselig snublede han - og styrtede på hovedet ud. Linen, der hang slapt ned medens han gik på hylderne, strammedes i et kraftigt ryk, så kraftigt, at bonden tumlede overende og faldt hvirvlende mod havet. Dreng og bonde fulgtes i døden i et hundrede favne højt fald. Man så aldrig det mindste spor efter dem. Kun bondens røde hue hang på et fremspring i bjerget. Jens var, da dette hændte, tres år gammel, og drengen, som nævnt, atten. Kun med nød og næppe undgik pigen faderens skæbne - så nær sad hun.

De Hændelser, her er berettet om, er langtfra at fylde bladene i Dimons dystre historiebog. Mange andre ulykker og mange andre skæbnestunder er født og fuldbyrdet på og af dénne rige ø. Det er, som lurer døden alle Vegne. Her, som ingen steder, gælder ordsproget, at man ved morgen ikke ved, hvor man gæster ved kvæld - her hvor så mangen mand glad drog af huse, men ej vendte hjem. Og alle disse tragiske hændelser er overgået generationers mandfolk fra et eneste Hus. Det er al ære værd, at mænd ikke frygter for at udføre arbejde, så farefuldt det end kan være, og at den samme gang, som sveg så mangen, frygtløst bliver vandret slægt efter slægt. Værst er det dog at sidde hjemme i selskab med frygten,som så ofte varsler ulykke på den grønne ø i Nordatlanten.

Kilde: Eilif Mortansson

Denne artikel er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at [ tilføje mere].

Se galleriet »« i .

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.