Valdemar 4. Atterdag

Valdemar 4. Atterdag (Valdemar IV), søn af Christoffer 2, konge af Danmark 1340-1375, blev født i 1320 (ca). Efter at faderen blev drevet ud af landet i 1326 opholdt Valdemar sig ved det kejserlige hof i Sydtyskland. hvor han fik en fyrstelig opdragelse. Efter at Niels Ebbesen den 1. april 1340 myrdede grev Gert (Gerhard), "den kullede greve" blev der den 22. april 1340 i Spandau ved Berlin indgået et forlig med det indhold, at Valdemar skulle være konge, og at landet nord for Limfjorden skulle tilfalde ham. Resten af Nørrejylland fik han mod at betale 35.000 mark sølv. Endvidere aftaltes, at de tyske grever successivt skulle opgive besiddelserne Kalø, Horsens, Kolding og Ribe. Da Helvig, datter af hertug Erik II af Sønderjylland, i 1360 ægtede Valdemar, medbragte hun i medgift en fjerdedel af Nørrejylland.

Skt. Hansdag 1340 blev Valdemar valgt til konge på landstinget i Viborg og stod nu overfor en utrolig stor opgave: at samle riget og betale kreditorerne deres tilgodehavender. Landet havde da været under holstensk herredømme siden 1332. I 1341 udstedte Valdemar amnesti til alle, der måtte have forbrudt sig mod hans fader eller resten af familien. I 1346 solgte Valdemar Estland, der havde været dansk siden 1219, til Den Tyske Orden for en pris af 10.000 mark sølv. Hans metoder var meget hårdhændede, og der var en del tilløb til oprør rundt omkring. Men i løbet af 4-5 år blev også Sjælland "indløst". De katolske bisperer var meget glade for kongen, og han opslog sit hovedkvarter i Vordingborg, som han gjorde til Danmarks største fæstning og flådestation.

Da størsteparten af riget igen var på danske hænder, begyndte Valdemar at blande sig i forholdene i Nordtyskland. Han støttede sin svoger, markgreve Ludwig af Brandenburg i en konflikt med en bedrager, der hævdede at være den forlængst afdøde markgreve Valdemar. Bedrageren støttedes imidlertid af den tyske kejser. I 1349 slog Valdemar bedrageren i et slag i Nordtyskland. Den hjemlige begejstring over kongens indblanding i de tyske forhold var behersket. I 1351 erklærede de holstenske grever, der endnu var i Danmark, sammen med en række jyske stormænd, Valdemar krig. I 1353 blev der indgået forlig, og greverne fik lov til at beholde deres panteslotte på Fyn.

I 1357 udbrød der igen oprør blandt de jyske stormænd, bl.a. drost Claus Limbeck og marsk Palle Jonsen Munk og de holstenske grever. I 1357 vandt Valdemar det afgørende slag ved Broberg på Fyn. Kampene afsluttedes først i 1360 ved fredsslutning på et danehof. Her blev også en håndfæstning vedtaget, som kongen måtte underskrive.

Nu rettede Valdemar interessen mod Skåne, der i 1332 kom i personalunion som selvstændig part med Sverige og Norge under Magnus Smek, efter at skåningerne havde dræbt de tyske pantherrer foran Lund Domkirke. Kong Magnus trængtes af sin søn, Erik, som selv ville være konge, og både far og søn bad Valdemar om hjælp. Valdemar lovede generøst dem begge sin bistand. Da Valdemar rykkede ind i Skåne, gav Magnus ordre til at overlade de skånske borge til de danske tropper, og i løbet af kort tid vajede Dannebrog, som Valdemar havde gjort til rigsbanner, over Skåne. Efter erobringen af Malmø og Helsingborg var Skåne - og især det indbringende sildemarked - atter en del af det gensamlede og genrejste danske rige. Kongens største indtægter på den tid var afgifter fra sildemarkederne ved Falsterbo og Skanør. Hvert år i september stævnede omkring 100.000 købmænd fra hele Europa til Falsterbo. Tønderne med den gode sild fra Øresund blev vejet af kongens mænd, afgiften blev betalt, og tønderne blev rullet om bord i skibene.

Valdemar fortsatte sine erobringer med i 1361 at indtage hansestaden Visby og erobre hele Gotland (som forblev dansk til 1645). Visby, som var en af den tids mest velhavende byer, var især beboet af tyskere, der handlede i Rusland og tjente store penge. Men nu var det for meget for forbundet af nordtyske handelsbyer, Hansestæderne, og de erklærede krig. I Vordingborg modtog Valdemar 77 krigserklæringer fra Hanseforbundet, som bestod af byer i hele Europa. Kongen satte den gyldne gås på Vordingborgs Gåsetårn og udtalte: "77 høns og 77 gæs betyder intet...". Men her mødte Valdemar for første gang sin overmand. Efter nogle indledende sejre endte det med et stort nederlag, hvorunder Valdemars eneste søn, Christoffer, faldt.

I 1368 måtte Valdemar flygte fra Danmark, og i mere end et år opholdt han sig ved det tyske kejserhof. Mens han var der, aflagde Valdemar besøg hos begge paver, både ham i Rom og ham i Avignon. Valdemar fik tilladelse til at rejse til den hellige grav i Jerusalem og lade sig slå til Ridder af Den Hellige Grav. Denne orden var den højeste, man kunne opnå på den tid. Den 24. maj 1370 måtte Danmark underskrive en ydmygende fredsaftale i Stralsund, hvor Hansestæderne fik Skåne i pant og fik kontrol over sildemarkedet i Skåne i 15 år. Endelig fik de retten til at godkende valget af Valdemars efterfølger. I 1371 vendte Valdemar hjem til Danmark.

Nu koncentrerede Valdemar sig om Sønderjylland, der er den sidste del af riget, der manglede. Sønderjylland blev ledet af den barnløse hertug Heinrich. Valdemar overtog flere store pantelen, bl.a. Als og Sundeved. I 1375 døde Heinrich, og hans enke overlod Valdemar Tønderhus. Det lykkedes dog ikke Valdemar at føre Sønderjylland helt hjem til riget. Tilnavnet "Atterdag" menes at stamme fra plattysk, hvor "Ter Taghe" betyder "hvilke dage!". Befolkningen gav ham også tilnavnet "Den Onde" for hans hårdhændede metoder, men eftertiden husker især hans utrolige indsats for at samle det danske rige.

Valdemar Atterdag døde den 24. oktober 1375 på Gurre slot og blev begravet i klosterkirken i Sorø. Med hustruen Helvig havde han 6 børn, men kun ét af dem overlevede faderen, Margrete 1

Efterfulgte:	{}	Efterfulgtes af:
{}		Oluf 3

Kilder/henvisninger

• Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
• Lexopen

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.