Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

Christoffer 2.

Christoffer 2., søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark fra 1320-1326 og fra 1329-1332, fødes den 29. september 1276. I 1303 bliver han hertug af Estland, og i 1307 hertug af Slesvig, Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds regeringstid forsøger Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte om at han, Christoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved får imidlertid nys om dette, og i 1315 må Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkebiskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De indleder uden held et angreb på Skåne, men da Erik Menved dør i 1319 uden at efterlade nogen arving, er Christoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage tronen, men stormændene har ikke noget valg. Den eneste anden kandidat er hertug Valdemar i Slesvig, men da han havde taget de fredløses parti ved mordet på Erik Glipping, er han ikke "brugbar". Og i 1324 krones Christoffer, og hans søn Erik bliver medkonge.

Som Erik Glipping må også Christoffer underskrive en håndfæstning. Regeringen anført af marsk Ludvig Albrektsen Eberstein vil have garanti for, at Christoffer vil respektere alle krav på riget. Christoffer underskriver og besegler i 1325 en håndfæstning, hvori han lover at lette skattetrykket (borgerne skal kunne handle "uden told og tynge"), og at danehoffet skal indkaldes hvert år. Ydermere bliver stormændenes krigspligt nedsat. Og kongen skal nedbryde de kongelige borge, hvoraf mange er opført under Erik Menved. Det gælder dog ikke de tre gamle slotte i Kolding, Ribe og Skanderborg. Dette løfte bliver som de fleste andre kun holdt i meget begrænset omfang.

Christoffer er meget aktiv i Nordtyskland, og efter en masse falske løfter lykkes det ham at få fyrstedømmet Rostock til at anerkende Christoffer som sin lensherre. Men dette som flere andre eventyr koster mange penge. Christoffer udskrev nye skatter (hvilket han jo ikke måtte ifølge håndfæstningen). Flere af stormændene, bl.a. Ludvig Albrektsen Eberstein, allierer sig med de holstenske grever og organiserer oprør i Jylland og på Fyn, og snart breder det sig til Sjælland. I 1326 har grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Christoffers søn, Erik, forsøger et modangreb, men han må kapitulere ved Korsør og bliver indsat som fange på Haderslevhus. Christoffer flygter med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning Eufemia og sønnen Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland. Christoffer optager et større lån og vender tilbage til Danmark med en hær for at starte en opstand. Men ingen danskere slutter sig til ham. I virkeligheden sender grev Gerhard 3 den danske hær efter Christoffer, som endnu en gang må flygte.

De holstenske og danske stormænd vælger nu den kun 11-årige hertug Valdemar af Slesvig til konge. På grund af hans alder bliver hans morbroder, den magtfulde grev Gert (Gerhard III af Rendsborg, "Den kullede Greve") udnævnt til rigsforstander og formynder.

I 1329 bliver Danmark delt mellem flere stormænd. Det skaber dog nogen utilfredshed, at Danmark kommer på udenlandske hænder, og grev Johann den Milde af Plön foranlediger, at Christoffer vender hjem, og han anerkendes som konge i Skåne og på Sjælland. Der udbryder nu en konflikt mellem Danmarks to største kreditorer: grev Gerhard (med Fyn som len) og Johann III (med områderne øst for Storebælt som len). Christoffer tager Johanns parti, og i 1331 sejrer Gerhard i et slag lidt nord for Dannevirke. Christoffers søn Erik omkommer, og Christoffers anden søn Otto tages til fange. Hele Danmark er nu på stormændenes hænder, og Christoffer kun konge af navn. For at få Danmark tilbage skal der betales 200.000 mark sølv. Og det er kun for at få selve jorden, den samlede gæld er langt større.

Christoffer dør den 2. august 1332 på Lolland og begraves i Sorø Kirke. Christoffer er som nævnt gift med Eufemia, datter af Bogislaw IV af Pommern. Sammen får de døtrene Margrete, Agnes og Helvig. Derudover sønnerne Erik (Christoffers medkonge) og Magnus (der uden held forsøger at blive konge efter faderens død) og Valdemar. Danmark er nu uden konge frem til 1340, hvor Christoffers søn, Valdemar 4. Atterdag kommer på tronen.

Efterfulgte: {} Efterfulgtes af:
{} Valdemar 3 (1326)

Efterfulgte: {} Efterfulgtes af:
Valdemar 3 (1329) {}

Kilder/henvisninger



Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.





Boligstedet.dk
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger i hele landet.
Lejebolig i Aarhus
Lejebolig i København
Lejebolig i Odense
Lejebolig i Aalborg
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring
Varmepumpepuljen
Varmepumpepulje åbner i 2023. Få tilskud til varmepumpe. Varmepumpepuljen


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.

Antal besøgende: