Christoffer 2.

Som Erik Glipping må også Christoffer underskrive en håndfæstning. Regeringen anført af marsk Ludvig Albrektsen Eberstein vil have garanti for, at Christoffer vil respektere alle krav på riget. Christoffer underskriver og besegler i 1325 en håndfæstning, hvori han lover at lette skattetrykket (borgerne skal kunne handle "uden told og tynge"), og at danehoffet skal indkaldes hvert år. Ydermere bliver stormændenes krigspligt nedsat. Og kongen skal nedbryde de kongelige borge, hvoraf mange er opført under Erik Menved. Det gælder dog ikke de tre gamle slotte i Kolding, Ribe og Skanderborg. Dette løfte bliver som de fleste andre kun holdt i meget begrænset omfang.

Christoffer er meget aktiv i Nordtyskland, og efter en masse falske løfter lykkes det ham at få fyrstedømmet Rostock til at anerkende Christoffer som sin lensherre. Men dette som flere andre eventyr koster mange penge. Christoffer udskrev nye skatter (hvilket han jo ikke måtte ifølge håndfæstningen). Flere af stormændene, bl.a. Ludvig Albrektsen Eberstein, allierer sig med de holstenske grever og organiserer oprør i Jylland og på Fyn, og snart breder det sig til Sjælland. I 1326 har grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Christoffers søn, Erik, forsøger et modangreb, men han må kapitulere ved Korsør og bliver indsat som fange på Haderslevhus. Christoffer flygter med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning Eufemia og sønnen Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland. Christoffer optager et større lån og vender tilbage til Danmark med en hær for at starte en opstand. Men ingen danskere slutter sig til ham. I virkeligheden sender grev Gerhard 3 den danske hær efter Christoffer, som endnu en gang må flygte.

De holstenske og danske stormænd vælger nu den kun 11-årige hertug Valdemar af Slesvig til konge. På grund af hans alder bliver hans morbroder, den magtfulde grev Gert (Gerhard III af Rendsborg, "Den kullede Greve") udnævnt til rigsforstander og formynder.

I 1329 bliver Danmark delt mellem flere stormænd. Det skaber dog nogen utilfredshed, at Danmark kommer på udenlandske hænder, og grev Johann den Milde af Plön foranlediger, at Christoffer vender hjem, og han anerkendes som konge i Skåne og på Sjælland. Der udbryder nu en konflikt mellem Danmarks to største kreditorer: grev Gerhard (med Fyn som len) og Johann III (med områderne øst for Storebælt som len). Christoffer tager Johanns parti, og i 1331 sejrer Gerhard i et slag lidt nord for Dannevirke. Christoffers søn Erik omkommer, og Christoffers anden søn Otto tages til fange. Hele Danmark er nu på stormændenes hænder, og Christoffer kun konge af navn. For at få Danmark tilbage skal der betales 200.000 mark sølv. Og det er kun for at få selve jorden, den samlede gæld er langt større.

Christoffer dør den 2. august 1332 på Lolland og begraves i Sorø Kirke. Christoffer er som nævnt gift med Eufemia, datter af Bogislaw IV af Pommern. Sammen får de døtrene Margrete, Agnes og Helvig. Derudover sønnerne Erik (Christoffers medkonge) og Magnus (der uden held forsøger at blive konge efter faderens død) og Valdemar. Danmark er nu uden konge frem til 1340, hvor Christoffers søn, Valdemar 4. Atterdag kommer på tronen.

Efterfulgte:	{}	Efterfulgtes af:
{}		Valdemar 3 (1326)

Efterfulgte:	{}	Efterfulgtes af:
Valdemar 3 (1329)		{}

Kilder/henvisninger

• Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
• Lexopen

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.