Krigen kommer til vestfronten
Den 18. marts 1940 blev Hitler og Mussolini enige om at gøre Stålpagten til en alliance mod Frankrig og Storbritannien. Spøgelseskrigen the Phony War ophørte, da vestfronten blev åbnet med det tyske angreb på Belgien, Nederland og Luxembourg den 10. maj. Hermed blev den franske Maginotlinje omgået.
Efter den hurtige invasion gik de tyske styrker allerede den 13. maj mod Frankrig. De valgte ruten igennem Ardennerne. Frankrig havde begået den katastrofale fejl at lade dette område være næsten uforsvaret, ud fra den forestilling at området ikke kunne passeres af kampvogne. De fleste allierede styrker stod i Flandern og Nordfrankrig, hvor de afventede en gentagelse af 1. verdenskrigs krigsudvikling. Derved blev de afskåret fra det centrale Frankrig. Dette kombineret med en langt bedre kommunikation mellem de tyske styrker gjorde, at slaget om Frankrig blev en kort affære. Kampen varede seks uger, hvorefter Frankrig overgav sig.
Frankrig blev yderligere ydmyget ved, at Hitler arrangerede, at overgivelsesdokumenterne skulle underskrives i den samme jernbanevogn, hvor den tyske overgivelse var blevet underskrevet i 1918. Frankrigs nederlag efterlod Storbritannien og dets imperium alene i krigen mod Tyskland. Heldigvis for Storbritannien blev den største del af hæren evakueret ved en redningsaktion ud for den nordlige franske havn Dunkirk. Den succesfulde evakuering blev i propagandamæssigt øjemed brugt til at dreje et ellers katastrofalt nederlag til noget, som hos det britiske folk lignede en sejr. Ialt blev 330.000 mand sejlet ud fra strandene, heraf 230.000 briter. Men alt materiellet måtte efterlades.
Tyske luftstyrker blev i stort antal udstationeret i det nordlige Frankrig for at forberede vejen for en eventuel invasion af Storbritannien under kodeordet Operation Søløve. Luftkampene, som blev igangsat af Luftwaffe mod RAF, blev kendt som slaget om Storbritannien. Det er idag bredt anerkendt, at en eventuel invasion ikke ville kunne være afviklet med succes, også selv om det var lykkedes Luftwaffe at drive RAF væk fra det britiske luftrum over kanalen og det sydlige Storbritannien. Storbritannien ville stadig have sine jagere i den centrale del af Storbritannien samt sine bombestyrker og jagereskadriller, som var placeret i den nordlige del af landet. Helt afgørende ville være en betydelig ildkraft fra den stærke britiske flåde. Slaget om Storbritannien blev med en meget lille margin vundet af det britiske RAF, og Luftwaffe skiftede herefter taktik og gik over til bombekampagner mod de vigtigste engelske byer.
Under bombekampagnerne blev alle de væsentlige britiske industriområder udsat for kraftige bombardementer. Specielt London blev ramt, hvor bombekampagnen med natlige togter varede i flere måneder. Øvrige målområder var Birmingham og Coventry og væsentlige strategiske mål som den maritime havn i Plymouth samt Kingston upon Hull-havnen. Der var også store civile tab i de britiske byer.
Krigen i luften tiltrak verdensomspændende opmærksomhed. Da der på dette tidspunkt ikke var væsentlige land- eller søbaserede slag, blev luftkrigen anset som særdeles kritisk. Træfningerne i slaget om Atlanterhavet og de britiske kommandoangreb i det besatte Europa blev overskygget af luftkrigen.
Luftbombardementer
Den militære doktrin før 2. verdenskrig havde været, at bølger af bombetogter mod fjendens byer ville skabe massepanik og føre til et hurtigt kollaps af fjendens modstandsvilje. Som en konsekvens heraf havde RAF opbygget en forholdsvis stor strategisk bombefly-kapacitet. Det tyske luftvåben var i modsætning hertil udstyret til at yde hæren støtte. De tyske bombefly var derfor mindre end deres britiske modstykker, og tyskerne udviklede aldrig et fire-motorers tungt bombefly, som kunne modsvare Lancster, B-17 eller B-24.
Den største koncentration af tyske bombetogter på britiske byer var fra efteråret 1940 til foråret 1941. Herefter blev en væsentlig del af Luftwaffe overført til Østfronten. Tyske togter fortsatte i mindre skala i resten af krigen, og senere blev også V1- og V2-raketter anvendt. Balancen i form af bombetonnage, der blev anvendt mod modparten skiftede dog kraftigt i RAF's favør, efterhånden som dets kapacitet blev opbygget. I 1942 kunne den britiske bombekommando sende 1.000 bombefly på togt over en tysk by. Det krævede dog, at samtlige fly, inklusive træningsfly, blev anvendt i togtet. Det var først i 1943, at disse store bombetogter blev en mulighed uden specialplanlægning og inddragelse af alle ressourcer.
Fra 1942 og fremefter blev krigsindsatsen suppleret af det amerikanske 8. luftvåben. Briterne foretog togter om natten og amerikanerne om dagen. I 1943 blev Hamborg ramt af en af historiens værste ildstorme, startet af et bombetogt. 40.000 mennesker blev dræbt. Bombetogtet blev alene overgået – i antallet af ofre – af bombetogtet mod Dresden i 1945, bombningen af Tokyo og atombomberne. Udover den direkte skade som bombetogterne havde, medførte de også, at en lang række ressourcer måtte anvendes på luftforsvaret.
Allerede tidligt i krigen udviklede begge parter nye, for den tid avancerede, teknikker. Det drejede sig om radiopejling af mål, radar osv.
Balkan
Italien invaderede Albanien den 7. april 1939 og Grækenland den 28. oktober 1940. Resultatet blev dog langtfra den succes, de tyske styrker havde opnået ved deres offensiv i Frankrig. Ikke alene lykkedes det ikke at erobre Grækenland, men det græske modangreb havde så stor fremgang, at det blev ført helt ind i Albanien. Dette udløste tysk intervention, som også nødvendiggjorde en invasion af Jugoslavien, hvor et pro-tysk kup var mislykkedes et par dage før. Britiske styrker blev sendt fra Ægypten til Grækenland, men led et sviende nederlag. Efter at det græske fastland var erobret, rettede tyskerne opmærksomheden mod Kreta. Slaget om Kreta blev en massiv luftoperation, hvor tyske faldskærmstropper i stort antal blev anvendt. Øen blev erobret, men de tyske tab var så store, at man ikke senere i krigen forsøgte sig med en lignende operation.
Efter at Balkan nu var på tyskernes hænder, blev deres næste operation igangsættelsen af den i historien største militære landoffensiv, hvis starttidspunkt flere gange var blevet udskudt.
Østfronten
Den 22. juni 1941 igangsatte tyskerne en overraskelsesinvasion af Sovjetunionen under betegnelsen operation Barbarossa. De første uger af invasionen var katastrofale for den sovjetiske hær på trods af, at Stalin flere gange var blevet advaret om invasionen, dels fra hans egne efterretninger og dels fra englænderne, der havde data af høj kvalitet fra Enigma. Store hærenheder blev omringet og overgav sig, og luftvåbnet blev nærmest udslettet på jorden. Det var dog ikke alene tyske hærenheder, der udgjorde invasionsstyrken. Italienske, ungarske og rumænske tropper var også en del af kampagnen.
Situationen i Finland var meget speciel. Finland erklærede sig først neutral, men havde både tyske og sovjetiske tropper på sit område. Finland var velforberedt på en krig på tysk side, da Sovjetunionen angreb det den 25. juni. Den følgende konflikt 1941-1944 har fået navnet fortsættelseskrigen, med reference til en fortsættelse af Vinterkrigen.
Operation Barbarossa havde en række svage punkter. Alvorligst var den logistiske situation. I sidste ende var det logistikken, som var afgørende for, hvilke muligheder den tyske hær havde. De enorme distancer i Sovjetunionen indebar, at tyskerne ikke kunne avancere længere, end deres forsyningslinjer tillod. Da det tyske angreb stoppede foran Moskva den 5. december 1941, var det umuligt at drive tropperne længere fremad. Der var simpelthen ikke forsyninger nok, som nåede frem til fronten, til at et ordentligt forsvar kunne organiseres for slet ikke at tale om offensive operationer. Tidsplanen for det tyske angreb byggede på, at den sovjetiske hær ville kollapse, før den russiske vinter satte ind. At dette ikke skete, påvirkede i høj grad de tyske planer. Fedtet i lejerne på de tyske kampvogne frøs, og tyskerne måtte tage vintertøj fra døde russiske soldater for at overleve. Hvis tyskerne havde omringet Moskva, havde russerne måske bedt om våbenstilstand, da Moskva var knudepunkt for alle de sovjetiske jernbaner, og landet havde ikke tid eller lastbiler nok til at forbinde jernbanerne bag en front øst for Moskva.
Under deres lange tilbagetrækning anvendte de russiske styrker den brændte jords taktik. De brændte afgrøder og ødelagde bygninger og anlæg, efterhånden som de trak sig tilbage for de fremadstormende tyske tropper. Dette forøgede drastisk de tyske forsyningsproblemer, samtidig med at tabene på grund af den frygtede russiske kulde og russiske modangreb steg kraftigt. Flere hundrede tusinde mænd døde på grund af disse faktorer.
På trods af problemer med yderligere at fremskynde deres fremrykning havde tyskerne på dette tidspunkt erobret et enormt område. Tilbageerobringen af dette område kom til at koste Sovjetunionen dyrt og varede indtil sent i 1944.
Tyskernes store erobringer bragte dem også tæt på Leningrad (nu Sankt Petersborg), og udløste hermed en af krigens tragedier – belejringen af Leningrad. Finske tropper stødte frem mod byen fra nord og den tyske værnemagt fra syd. Den finske øverstbefalende Mannerheim var stoppet ved floden Svir og afstod fra at angribe byen. Hitler derimod beordrede, at byen skulle "fjernes fra jordens overflade", sammen med hele sin befolkning. Byen blev derfor ikke stormet. Den tyske hær omringede næsten i stedet byen for at sulte dens befolkning ihjel, samtidig med at bombefly og artilleri sendte en regn af bomber og granater over byen. Cirka en million civile døde under belejringen af Leningrad – 800.000 af sult. Belejringen varede 900 dage, og da den var mest omfattende, var den eneste vej ind og ud af byen over den tilfrosne sø Ladoga, midt imellem de tyske og finske linjer. Man anlagde endog en jernbane på isen.
(UK), præsident Franklin D. Roosevelt (US) og formand Josef Stalin (USSR)]]
Med vinteren 1941-42 overstået begyndte den tyske hær at forberede yderligere offensive aktioner. Fremfor en offensiv mod Moskva blev prioriteringen ændret til retning mod Stalingrad (nu Volgograd) ved floden Volga og mod Kaukasus. Stalingrad (vest for floden) blev erobret med undtagelse af nogle små modstandslommer, men kampagnen tog en katastrofal vending for de tyske styrker.
Ubeslutsomhed hos Adolf Hitler, uenighed blandt højtstående tyske officerer og udstrakte forsyningslinjer kombineret med længerevarende bykampe i Stalingrad gjorde den tyske stilling udsat. I et forsøg på at fremskynde byens fald blev store tyske inklusive reserver og pansertropper, der fungerede som infanteri, indsat i selve byen. De meget lange flanker ved Don-floden blev herefter delvist forsvaret af forholdsvis svage rumænske, italienske og ungarske styrker. Efter en sovjetisk modoffensiv (Operation Uranus) i november 1942, blev den tyske 6. armé sammen med det 4. panserkorps afskåret. Sult, mangel på mad og ammunition gjorde at "kedlen" gradvis blev mindre og mindre. Hitler beordrede, at ingen tyske tropper måtte overgive sig; de skulle kæmpe til sidste mand og sidste patron, og udnævnte symbolsk general Paulus til generalfeltmarskal, da ingen tysk soldat med den rang tidligere havde overgivet sig. Dette skete alligevel i begyndelsen af februar 1943. Begge sider led store tab i slaget om Stalingrad, som blev et af historiens mest blodige slag. Det anslås, at 2 millioner mennesker døde i slaget, herunder 500.000 civile.
Efter Stalingrad blev det tyske initiativ svagere. Sovjet formåede dog ikke at gribe dette fuldt ud, idet en offensiv, Operation Zitadelle, i sommeren 1943 under von Manstein stoppede det sovjetiske angreb. Slaget ved Kursk blev det største panserslag, historien endnu havde set, og den blev tyskernes sidste større offensiv på østfronten. Gode efterretninger havde forberedt Sovjetunionen på det tyske modangreb, og man havde forberedt massive forsvarslinjer omkring Kursk. Russerne var herefter i offensiven, indtil Berlin blev erobret i maj 1945, og krigen sluttede.
Sovjetunionen kom til at bære den største del af omkostningerne ved 2. verdenskrig. Den anden front i Europa, der skulle aflaste østfronten, blev først realiseret på D-dag (bortset fra invasionen af Italien). Landet havde derfor flere ofre end samtlige øvrige lande tilsammen: cirka 27 millioner døde, heraf mere end 13 millioner civile. Mange civile blev myrdet i erobrede byer af tyskerne, der dels anså befolkningen for at være undermennesker, dels havde planer om at genbefolke landet med tyskere.
Sovjetunionen kæmpede dog ikke alene. Britiske og amerikanske forsyningskonvojer sejlede under stor risiko forsyninger til landet. Tyske styrker blev anvendt til at beskytte kystlinjer mod angreb, som aldrig blev iværksat og til at bemande antiluftskyts over hele Europa. Sovjetunionen tog heller ikke aktivt del i søslagene, bombeoffensiverne og sejren over Japan.
Nordafrika
Den nordafrikanske kampagne begyndte i 1940, da små britiske styrker i Ægypten standsede en italiensk fremmarch i Libyen. Den britiske fremgang blev stoppet i 1941, da tyske tropper under Erwin Rommel blev landsat i Libyen. Dette førte til kamphandlinger, som kulminerede i de to slag ved El-Alamein. Det første slag foregik i sommeren 1942. Tyskerne havde avanceret til El-Alamein, det sidste forsvarspunkt for de allierede før Alexandria og Suez-kanalen. Som i Sovjetunionen manglede de tyske tropper forsyninger, og det britiske forsvar stoppede deres offensiv. Det andet slag ved El-Alamein foregik sidst i oktober 1942, og denne gang var de britiske styrker i offensiven. Rommel blev tvunget tilbage og måtte fortsætte sit tilbagetog helt til Tunesien.
For yderligere at underbygge denne sejr gik amerikanske og britiske styrker i land i Marokko og Algeriet den 8. november 1942 i Operation Torch. Vichy-franske styrker ydede kun begrænset modstand, før de skiftede side. De tyske og italienske styrker var herefter fanget mellem de allierede styrker, der trængte frem fra både øst og vest. De tyske tropper kapitulerede den 13. maj 1943, og de 250.000 tyskere måtte vandre i fangenskab (cirka samme antal som ved Stalingrad).
Invasion af Italien
Fra deres basis i Nordafrika foretog de allierede nu en invasion ind i, hvad Winston Churchill kaldte "Europas bløde underliv".
Som forløber for dette angreb blev Sicilien erobret den 10. juli 1943. Som en direkte konsekvens heraf blev Mussolini afsat den 25. juli 1943. Han blev arresteret og sat i husarrest i et isoleret bjergrekreationsområde. Hans efterfølger, General Pietro Badoglio, forhandlede sig til en våbenhvile med de allierede den 8. september 1943.
Tyskerne handlede hurtigt i situationen med en afvæbning af de italienske styrker og etableringen af en stærk forsvarslinje.
De allierede styrker gik i land på det italienske hovedland den 9. september 1943; amerikanerne ved Salerno, briterne ved Taranto.
Mussolini blev befriet af tyske tropper og genindsat som overhoved for et nazisisk lydland i det nordlige Italien. Han fortsatte i denne rolle, indtil han blev fanget og hængt af italienske partisaner den 28. april 1945.
Tyskerne havde bygget en stærk forsvarslinje i bjergene – Gustavlinjen – hvor de allierede styrker led store tab. Til sidst blev linjen dog indtaget ved angreb mod Monte Cassino fra syd og ved landgang nord for linjen ved Anzio.
De allierede indtog Rom den 4. juni 1944, to dage før landgangen i Normandiet. Tyskerne opstillede en ny forsvarslinje længere mod nord – Gothic-linjen. De allierede foretog en landgang i det sydlige Frankrig i august for at true den tyske flanke, samtidig med at de angreb Gothic-linjen den 10. september. Offensiven fra de allierede og enkelte italienske styrker fortsatte, indtil de tyske tropper i Italien overgav sig den 29. april, to dage efter at Mussolini var blevet fanget.
Befrielsen af Frankrig
Omtrent samtidig med befrielsen af Rom kom den længe ventede invasion af Frankrig. Under Operation Neptun og den følgende Operation Overlord blev allierede tropper sat i land i Normandiet den 6. juni 1944 og etablerede et brohoved, som det trods ihærdige anstrengelser ikke lykkedes for tyskerne at eliminere. Herefter fulgte en to måneder lang kampagne, hvor amerikanske, britiske og canadiske tropper forsøgte at bryde ud fra det forholdsvis snævre brohoved. Da udbruddet endelig kom, skete det hurtigt, og amerikanske tropper under bl.a. George Patton kørte hurtigt gennem Frankrig mod den tyske grænse. Tyske tropper, der havde kæmpet i Normandiet, blev omringet i et område omkring Falaise.
Meget omfattende bombninger af den tyske infrastruktur og byer var årsag til enorme tab og ødelæggelser. Internt i Tyskland overlevede Hitler flere attentatforsøg. Det mest alvorlige skete den 20. juli, hvor han blev lettere såret. Invasionen i Normandiet blev fulgt op med en invasion af det sydlige Frankrig i august måned under betegnelsen "Operation Dragoon". I september var tre allierede hærgrupper opstillet over for den tyske vestfront, som stort set fulgte rigsgrænsen. De allierede nærede en forsigtig optimisme, og man troede, at krigen i Europa måske ville være ovre ved udgangen af 1944.
De allierede forsøgte at presse krigslykken med "Operation Market Garden", hvor man forsøgte at erobre en række broer ved Arnhem i Holland ved et luftbåret angreb. Forsøget blev gjort for at åbne en vej ind i Tyskland og for at befri det nordlige Nederland. Der var dog stærke tyske styrker til stede, og den britiske 1. luftbårne division blev næsten udslettet.
Den kolde vinter i 1944 sammen med en vanskelig forsyningssituation for de allierede førte til stagnation på fronten. Amerikanerne kæmpede hårdt i slaget om Hurtgen-skoven, og så længe de allierede var optaget af forsvarsaktioner, var det svært at planlægge offensive tiltag.
Dette skiftede den 16. december 1944, da tyskerne indledte en modoffensiv i slaget om Ardennerne. Det lykkedes de tyske styrker at drive de allierede tilbage og omringe en række amerikanske styrker. Det lykkedes dog de allierede at standse modoffensiven og til sidst at presse tyskerne tilbage igen. Slaget om Ardennerne blev tyskernes sidste store offensiv i krigen.
Den sidste forhindring for de allierede var Rhinen. Den blev krydset i april 1945, og herefter lå vejen ind i Tyskland åben. De sidste tyske styrker i vest blev omringet i Ruhr-området.
Krigen slutter
Den 25. april 1945 mødtes amerikanske og russiske tropper ved Torgau ved floden Elben.
Da alt nu var tabt, valgte Hitler at begå selvmord i sin bunker sammen med elskerinden Eva Braun, som han ægtede i sidste øjeblik. Det tyske rige blev opdelt i allierede kontrolzoner, Sovjetunionen i øst, USA i syd, Storbritannien i nordvest og Frankrig i sydvest. De officielle kapitulationsdokumenter blev underskrevet af general Alfred Jodl den 7. maj 1945. Den 8. maj blev erklæret for sejrsdag i Europa.
Under fremmarchen gennem de tidligere tyske besættelsesområder og selve Tyskland stødte de allierede styrker på en række koncentrationslejre, som var blevet anvendt af nazisterne til at fængsle og udrydde cirka 12 millioner mennesker. Den største enkeltgruppe var jøder (cirka halvdelen ifølge Nürnbergprocessen). Men også sigøjnere, slaver, homoseksuelle og andre minoriteter og handicappede var blandt ofrene. Den mest omtalte af disse dødslejre er Auschwitz, hvor mere end 2 millioner mennesker blev dræbt. Folkemordet "Holocaust" er blevet en væsentlig del af historien om 2. verdenskrig.
I maj og juni 1945 blev tusinder af flygtninge fra Jugoslavien og Sovjetunionen samlet i Østrig og sendt retur via Operation Keelhaul. Flygtningene blev enten skudt eller deporteret af Sovjetunionen. Også det slagne Finland og det neutrale Sverige sendte flygtninge retur til samme skæbne.
Stillehavet
Forudgående begivenheder
-angreb på det amerikanske skib USS Missouri]]
I Stillehavsregionen blev krigen ikke officielt erklæret mellem USA og Japan før efter det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941. Der var dog en lang række af kampe mellem Japan og Kina igennem 1930'erne, specielt med baggrund i den politiske uro i Kina og landets deraf følgende militære svaghed. Japan stod stærkt og havde en meget militaristisk og ekspansiv ideologi.
I 1920'erne blev Kina opdelt i en række regioner, som hver især havde sin egen krigsherre. Den centrale regering var derfor svag, og Japan øgede sin indflydelse igennem en række traktater med den centrale regering. Situationen var dog stærk ustabil, da traktaterne i tilfælde at et totalt sammenbrud i Kina ikke ville kunne opretholdes, samtidig med at et stærkere Kina ville kunne fremtvinge nye og mindre fordelagtige aftaler for Japan.
I 1927 ledede Chiang Kai-Shek og den nationale revolutinære hær en kampagne mod krigsherrerne. Det lykkedes Chiang militært at bekæmpe krigsherrerne i det sydlige og centrale Kina og komme tæt på en alliance med krigsherrerne i det nordlige Kina. Frygt for at Zhang Zueliang (Krigsherren med kontrol over Manchuriet) ville erklære en alliance med Chiang, fik Japan til at gribe ind og oprette en marionetstat i Manchuriet.
var måske en af de større krigsforbrydelser under 2. verdenskrig. 85% af byen blev ødelagt, og hundredetusinder af civile massakreret.]]